Oprør fra periferien

Yderområdernes problemer er et populært tema hos de partier, der forsøger at komme ind i Folketinget ved næste valg. Ifølge flere eksperter har partierne fat i et tema med stort vælgerpotentiale.

Partiet Fokus har foreslået lavere selskabsskat i yderområderne. Kristendemokraterne vil genindføre egnsudviklingen. Og den 26. april får Danmark et nyt parti, Fælleslisten, der har yderområdernes vilkår som sin centrale mærkesag.

Partierne uden for Christiansborg fisker i rørte vande, og ifølge flere eksperter har de gode chancer for at få bid. Særligt Fællleslisten spås gode chancer for at opnå repræsentation i Folketinget.

– I modsætning til de andre nye partier, vi har set forsøge sig i de sidste mange år, er Fælleslisten ikke et parti, som udspringer af og ligner et af de eksisterende partier. De har en helt anden dagsorden, som berører rigtig mange menneskers liv, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole til Altinget.dk.

Johannes Andersen, der er valgforsker ved Aalborg Universitet, har den samme vurdering.

– Under normale omstændigheder ville man sige, at der er et håbløst projekt at lave et nyt parti. Men det er helt enestående betingelser, der gør sig gældende i forhold til Fælleslisten, siger han til Altinget.dk.

Også den garvede politiske kommentator Hans Engel mener at yderområdernes nye parti kan skabe problemer for de etablerede Christiansborg-partier.

– Jeg dømmer slet ikke projektet som håbløst – det er den rigtige gruppe, på det rigtige tidspunkt, med den rigtige profil. Og de kan klart kapre stemmer fra Venstre, da hele initiativet er groet af borgerlig utilfredshed, siger Hans Engell i dagens udgave af Information.

Fakta:
Fælleslisten bliver en landsdækkende overbygning på Fælleslisten Vest, der stillede op ved regionsvalget i Region Midtjylland, hvor listen fik hele 35.900 stemmer. Den 26. april afholder Fælleslisten Vest generalforsamling, hvor repræsentanter fra det meste af landet deltager. Generalforsamlingen bliver startskuddet til det landsdækkende parti.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *