Nyt partnerskab skal styrke ø-turisme

Øernes evne til at brande sig selv har stor betydning for turisme og udvikling. Det skal nyt Partnerskab for Dansk Ø-turisme være med til at styrke.

I går blev Partnerskab for Dansk Ø-turisme lanceret ved arrangementet ’Smag på Øerne’, hvor både politikere, øboer og brancheforeninger deltog. Partnerskabet er et samarbejde mellem Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Danske Rederier, Færgesekretariatet, De Samvirkende Købmænd, Food Organisation of Denmark (FOOD) og Dansk Erhverv.

Hos Landdistrikternes Fællesråd ser næstformand Grethe Saabye frem til samarbejdet.

– Vi ønsker at styrke vækst og udvikling på de danske øer, og det gør vi bedst med en fælles indsats. Med partnerskabet kan vi fortsætte en proaktiv branding af øerne, og sikre at flere danske og udenlandske turister får øjnene op for, hvad de danske øer har at byde på. Jeg ser frem til at samarbejde med de forskellige aktører.

De danske øers evne til at brande sig selv har stor betydning for øernes vitatiltet og udvikling. Ikke kun i forhold til at tiltrække turister og afsætte lokalt producerede produkter, men også i forhold til at tiltrække og fastholde beboere. Det understreges ligeledes i en ny rapport om de danske småøers kommunikationsstrategi fra Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet.

Partnerskabet skal derfor være med til at styrke øernes branding og forudsætningerne for turisme, vækst og udvikling, og vil bl.a. stå for at promovere ø-passet, der indeholder en guide til øerne i det danske rige.

Danske Rederier, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for dansk skibsfart, hilser det nye partnerskab velkommen.

– De velfungerende ø-færger fragter i forvejen 5,8 millioner gæster til og fra de dejlige danske øer. Men der er klart potentiale for mere, og derfor hilser vi det nye partnerskab velkommen. Vi ser frem til at bidrage til arbejdet og bygge videre på indsatsen knyttet til ø-passet, siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.

Samme positive tone lyder fra Dansk Erhverv.

– I Dansk Erhverv organiserer vi hele turismens værdikæde. Vi er begejstrede for initiativet og er sikker på, at der er et uforløst turismepotentiale på de danske øer. Vi ser frem til at bidrage til arbejdet og til at se virksomhederne på øerne opleve vækst, siger Lars Ramme Chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Partnerskabet sekretariatsbetjenes af Landdistrikternes Fællesråd. 

I ø-passet er hver ø præsenteret med kort, foto og oplysninger om, hvad der kan ses og opleves på øen samt en QR-kode til øens hjemmeside. I et blankt felt ved præsentationen af den enkelte ø kan turisten fra en plade på havnen eller færgen skrabe en silhuet af øen over med en særlig pen og på den måde samle ø-mærker. Denne gimmick er turisterne vilde med og konkurrerer gerne med familie og venner om, hvem der har besøgt flest øer.

Læs mere om ø-passet på Det danske ørige og bestil det her

Kontaktpersoner

Mette Korsholm, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 27, mail mko@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail