Mere liv i landområderne

Regioner og kommuner får mulighed for at tage aktiv del i arbejdet med at skabe mere liv i lokalområderne. Til det formål stiller Fødevareministeriet EU-penge til rådighed til bl.a. erhvervsudvikling og bedre levevilkår i landdistrikterne.
Regeringen vil sammen med Dansk Folkeparti skabe mere liv i lokalområderne og har derfor som en del af aftalen af Grøn Vækst afsat en særlig pulje. Inden for puljen afsættes der hvert år op til 70 millioner kroner, som kan medfinansiere kommunernes og regionernes egne udviklingsinitiativer. Pengene skal således gå til at løfte indsatsen for lokal fødevareproduktion, udvikling af landdistrikter og natur og miljø.

Ny måde at arbejde med landdistriktsudvikling
”Det her er en ny måde at arbejde med landdistriktsudvikling på. Kommuner og regioner skal gå sammen om at finde initiativer, der kan udvikle deres lokalområde. Det kan give en større effekt, end hvis de skulle gennemføre tiltagene hver for sig”, siger fødevareminister Henrik Høegh
For hver krone landdistrikterne modtager i støtte via EU-midler, skal regioner og kommuner skaffe tilsvarende medfinansiering for at gennemføre projektet. Det er op til regioner og kommuner i fællesskab at udarbejde strategier. Inden strategierne kan realiseres, skal de godkendes af Fødevareministeriet, som samtidig stiller EU-midlerne til rådighed.

Det er forventet, at de lokale aktionsgrupper vil få en vigtig rolle i det nye samarbejde. Derfor er den nye pulje et af de emner fødevareminister Henrik Høegh talte om under hans deltagelse i Årsmødet for de lokale aktionsgrupper(LAG), som fandt sted i Nyborg den 24.- 25. juni.
Kommunerne og regionerne har frem til oktober 2011 til at udarbejde programmerne. De første projektansøgninger skulle gerne være modtaget hos Fødevareerhverv inden årets udgang.

Fakta 
– Puljen er en del af Grøn Vækst-aftalen, og pengene hører under Fødevareministeriets  
   Landdistriktsprogram. Puljen skal bidrage til at realisere lokale udviklingsprojekter
   inden for et geografisk eller tematisk område.
– Puljen bliver medfinansieret med 70 mio. kr. om året fra EU.
– Puljen er aftalt for en fireårig periode fra 2010-2013.
– Alle regioner og kommuner i landet kan deltage i arbejdet og stille nationale midler til
   rådighed til gennemførelse af konkrete udviklingsprojekter, som indgår i de fælles
   strategier.

Læs mere om puljen her :
http://www.landdistriktsprogram.dk/lokale_udviklingsstrategier.aspx?ID=81480

Yderligere oplysninger:
Rita Munk, FødevareErhverv, tlf.33958328

For kontakt til fødevareministeren
Thor Seierø, pressesekretær: Tlf. 2091 5901

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *