Landsbytopmødet var en succes

80 deltagere var samlet mandag aften i Egtved til landsbytopmøde. Her fik de lov til at opleve højskole- og forsamlingshusstemning for en stund, da de blev sat til at fortælle og snakke sammen på kryds og tværs. Der opstod en god energi ved at udveksle erfaringer og lade sig inspirere af hinanden.
 

De mange deltagere, som primært kom fra landsbyers borgerforeninger, udviklingsråd og lignende, kommuner og landsbyborgere skulle ikke sidde og overvære traditionelle oplæg hele aftenen. På højskolemaner startede vi med fællessang. Derefter fulgte en spændende introduktion til, hvordan vi via vores danske højskole- og forsamlingshuskultur gentagne gange har samlet os, diskuteret og løst problemer i vores nærmiljø, som flere gange også har haft positiv effekt for større områder i Danmark – hvis ikke i hele landet. Tyge Mortensen fra Landsbyhøjskolen stod for at tage deltagerne med tilbage i tiden og se på, hvordan udviklingen ofte er sket på baggrund af tendenser og aktiviteter opstået fra landet. Netop fordi folk i landdistrikter har en særlig evne til at stå sammen, hjælpe hinanden om fælles mål og derved har fundet ud af, at sammen står vi stærkere. Tyge kom også med levende praksiseksempler på landsbyaktiviteter fra den lille by Rudme på Fyn. Denne peptalk var god inspiration og motivation for deltagerne at tage hjem med og bruge i deres lokale områder.

Oplæg ved Landsbyhøjskolen

Oplæg ved Landsbyhøjskolen

Men ikke nok med det, deltagerne skulle også selv bidrage til hinandens inspiration. Så de blev via to øvelser sat til at samtale og netværke på kryds og tværs. Noget der gav en god energi og summen af historier fra danske lokalområder og gensidige gode råd deltageren imellem.

Landsbytopmødets samtalesalon
Landsbytopmødets samtalesalon

Den gode snak forsatte under aftensmaden, og så kunne aftenen slutte af med de sidste mere stillesiddende oplæg, hvor deltagerne hørte mere om vigtigheden i at få den interne kommunikation i landsbyerne til at fungere. I Landdistrikternes Fællesråd argumenterede vi for, at har man en god dialog og involvering af borgerne, der føler sig informeret og selv bidrager med indhold til hjemmesider, facebook sider, lokalblade osv., så får landsbyen hurtigt en stor flok af ambassadører, der taler positivt om det sted, de bor. Så via intern kommunikation, ambassadører og ekstern kommunikation ud af byen, så er brandingen af landsbyen ud af til godt i gang. Connie Skovbjerg fra Sønderborg Kommune understøttede dette syn ved at fortælle, hvordan de griber kommunikationen an med deres mindre byer i kommunen.

Vores formand, Steffen Damsgaard afsluttede mødet med konklusionen om, at handlekraft i landsbyerne er vigtigere end nogensinde pga. den urbaniseringstendens, som hersker for tiden.

Vi vil gerne sige tak til alle deltagerne for en god aften. Det var en succesfuld medlemsaktivitet, som vi sikkert vil arrangere igen.   

For mere information om Landsbyhøjskolen: https://www.facebook.com/landsbyhojskolen/timeline

http://www.landsbyhojskolen.dk/

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.