Landdistriktsprogrammets succes skal bredes ud

 [LDF] Lokale Aktionsgrupper (LAG’er), der har svært ved at få brugt landdistriktsmidlerne fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram, skal ikke have frataget midlerne. De skal i stedet have hjælp til at udnytte mulighederne i landdistriktsprogrammet. Det mener Landdistrikternes Fællesråd.

– I Landdistrikternes Fællesråd er vi meget opmærksomme på problemet med overskydende landdistriktsmidler i enkelte kommuner, siger LDF-formand Steffen Damsgaard.

Han hæfter sig dog først og fremmest ved de mange tegn på, at landdistriktsprogrammet er en succes. På landplan er antallet af projekter stigende, i de fleste kommuner er udnyttelsesgraden af midlerne høj, og generelt er der en stigende forståelse for mulighederne i Landdistriktsprogrammet.

– Løsningen på problemet med overskydende midler er ikke at indskrænke landdistriktsprogrammet ved at omfordele pengene til færre kommuner. Vi skal derimod udbrede programmets succes til flere kommuner. Det kan vi gøre ved at udbrede erfaringerne fra de kommuner, som er kommet godt i gang, til de kommuner, hvor det går lidt mere trægt, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Det handler også om at sikre, at pengene går til de bedst mulige projekter. Det gør man altså ikke ved at koncentrere midlerne i nogle enkelte kommuner.

Landdistrikternes Fællesråd ønsker derfor, at der inden for den nærmeste fremtid bliver taget initiativ til en styrket erfaringsudveksling, som kan hjælpe de relevante kommuner i gang med at udnytte mulighederne i landdistriktsprogrammet.

Mellemkommuner
Problemet med overskydende landdistriktsmidler gør sig især gældende i de kommuner, der i Landdistriktsprogrammet er defineret som mellemkommuner. I modsætning til de såkaldte land- og yderkommuner, hvor landdistriktsmidlerne består af både midler fra staten og EU, består midlerne i mellemkommunerne udelukkende af penge fra EU. I en mellemkommune skal der derfor for hver krone, som den lokale aktionsgruppe giver i projektstøtte, skaffes en tilsvarende national medfinansiering. I praksis vil det ofte sige, at kommunen skal have penge op af lommen for at landdistriktsmidlerne kan komme i spil.

Steffen Damsgaard erkender at reglerne er lidt mere besværlige i mellemkommunerne. Alligevel ønsker Landdistrikternes Fællesråd at fastholde mellemkommunerne som en del Landdistriktsprogrammet.

– I nogle mellemkommuner er der måske en fare for, at man opfatter sig selv som en bykommune. Og derved kommer man til at overse landdistrikterne. Vi ønsker at fastholde mellemkommunerne som en del af landdistriktsprogrammet, fordi det kan fastholde disse kommuner på landdistriktsproblematikken, siger Steffen Damsgaard.

Han ser dog også en mulighed for, at begrænsningerne kan vendes til en fordel.

– Landdistriktsudvikling handler jo ikke bare om penge. Det handler i lige så høj grad om forpligtende samarbejde mellem kommune og lokalsamfund. Derfor kan mellemkommunerne blive forbilleder på landdistriktsområdet, fordi en udnyttelse af landdistriktsmidlerne kræver et særligt engagement fra kommunens side

Steffen Damsgaard opfordrer derfor til, at man står fast på prioriteringerne bag den nuværende fordeling af landdistriktsmidlerne.

– Hvis vi skal udvikle landdistrikterne og skabe et Danmark i bedre balance, så kan det ikke nytte noget, at vi kobler halvdelen af kommunerne af landdistriktsprogrammet.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Et svar til Landdistriktsprogrammets succes skal bredes ud

  1. Søren Vinding skriver:

    God idé med at hjælpe, Steffen. Det er en sådan indgangsvinkel, der kan være med til at forandre.
    mvh
    Søren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *