Landdistriktsformand: Positivt med fremgang uden for de største byer

Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard mener, at det er meget positivt, at nye tal for beskæftigelse og boligsalg viser, at de danske landdistrikter er på rette kurs.

Der er glæde at spore hos Landdistrikternes Fællesråd.

Nye tal fra Erhvervs- og Vækstministeriet viser nemlig, at boligsalget er steget med 2,3 pct. fra juli 2015 til juli 2016. Samtidig har 85 ud af 98 kommuner haft en positiv befolkningsudvikling, og endelig har 85 ud af 98 kommuner oplevet en stigning i beskæftigelsen fra juli 2015 til juli 2016 i forhold til samme periode året før. 

– Jeg finder det meget positivt, at de seneste tal for boligsalg og beskæftigelse viser, at det går fremad uden for de større byer. Det er med til at skabe yderligere optimisme i landdistrikterne, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard 

Han glæder sig særligt over, at 85 ud af 98 kommuner har oplevet fremgang i befolkningstallet. 

– Vi har altid troet på, at det var muligt at bremse den negative udvikling. Derfor håber vi, at den stigende tendens med nu hele 85 kommuners befolkningsfremgang vil stige yderligere i takt med, at udflytningen af statslige arbejdspladser, vækstaftalen samt andre politiske initiativer bliver implementeret, siger han og fortsætter: 

– Der er selvfølgelig også 13 kommuner, der oplever det modsatte. Det bliver spændende at se, om det er land- og yderkommuner, der er mest repræsenteret der.

Mandag holder Erhvervs- og Vækstministeriet en landdistriktskonference. Her vil Troels Lund Poulsen (V) præsentere flere positive tal. Han bebuder, at han  fremtiden vil foreslå nye tiltag, der skal styrke landdistrikterne.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard deltager i Landdistriktskonferencen og skal blandt andet være med i en debat om vilkår for udvikling uden for de største byer. 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.