Landdistrikterne roser regeringen for at prioritere hele Danmark

Vækst og udvikling i hele Danmark fyldte meget på Venstres sommergruppemøde. Statsminister, Lars Løkke Rasmussen, fremlagde fredag d. 7. august fire overordnede politiske fokusområder for det kommende folketingsår, hvor vækst og udvikling i hele Danmark er ét af de prioriterede områder. Landdistrikternes Fællesråd finder det glædeligt, at vækst og udvikling i hele landet er så højt på den politiske dagsorden.

Vækst og udvikling i Danmarks landdistrikter og yderområder fyldte meget under Venstres netop overståede sommergruppemøde i Billund. Det vækker glæde i den overordnede landdistriktsorganisation i Danmark, Landdistrikternes Fællesråd, som blandt andet tæller 40 danske land- og yderkommuner. 

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, udtaler: “Det er meget positive udmeldinger fra regeringspartiet, Venstre, at man vil skabe bedre rammer for udvikling og vækst i landdistrikter og yderområder med initiativer allerede i efteråret omkring udflytning af statslige arbejdspladser, og bedre rammer for erhverv der har stor betydning for værdiskabelsen i hele Danmark”. 

Regering har fremlagt en lang række initiativer, som tilsammen skal skabe et Danmark i balance. Der er blandt andet tale om, at man i nærmeste fremtid vil:

  • Udflytte en række statslige institutioner.
  • Lempe væsentlige dele af planloven.
  • Skabe bedre rammer for fødevareklyngen.
  • Forbedre lånemulighederne på landet.
  • Styrke mobil- og bredbåndsdækningen i hele landet.

I Landdistrikternes Fællesråd er man meget positive overfor de punkter, der er fremlagt fra regeringen, da det er punkter, som organisationen har kæmpet for skulle forbedres og skabes bedre rammevilkår for i flere år. Senest med fempunktsplanen som blev offentliggjort i sidste uge i Berlingske. 

”I Landdistrikternes Fællesråd byder vi ind med indhold til regeringens strategier først omkring udflytning af statslige arbejdspladser, og senere i forhold til den samlede strategi for vækst og udvikling i danske landdistrikter og yderområder” afslutter Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, som dog også understreger, at det er vigtigt, at de politiske udmeldinger fra Venstre bliver fulgt op af reelle politiske tiltag til gavn for landdistrikterne. 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.