Landdistrikter roser bredbåndsaftale til 200 millioner


En pulje på 200 millioner kroner skal sikre bedre bredbåndsdækning rundt i landet. Det møder opbakning i Landdistrikternes Fællesråd.
 
Tusindvis af borgere i yderområderne savner hurtigt internet, og det kan kun gå for langsomt med at få bredbånd ud til de tyndt befolkede områder i landet.
 
Sådan lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd, som tager godt imod bredbåndsaftalen, som Venstre-regeringen indgik tirsdag med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Socialdemokraterne, SF og De Radikale.
 
– Med hensyn til internet er vi glade for, at vi nu ser en statsinvolvering, så vi kan få højhastighed ud til dem, der ønsker at bosætte sig ude i yderområderne, siger formand Steffen Damsgaard.
 
Puljen kan søges af kommuner og lokale sammenslutninger, som hidtil forgæves har efterspurgt bedre internetdækning.
 
Steffen Damsgaard fortæller, at Ringkøbing-Skjern Kommune i Vestjylland har undersøgt, hvad det vil koste at få højhastighedsinternet til alle kommunens borgere.
 
– Det ville koste 60 til 70 millioner kroner, så 200 millioner kroner er jo ikke nok til hele landet, men det vil da være et skridt i den rigtige retning, siger han.
 
 
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.