Landdistrikter: Besparelse på TV 2-regionerne er uacceptabel

Der er brug for at styrke de regionale og lokale medier. Derfor er regeringens forslag om besparelser på TV 2’s regioner forfejlet og “fuldstændig uacceptabelt”, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.


TV 2’s regioner skal spare to pct. om året de næste fem år. Sådan lyder et af forslagene i det medieudspil, regeringen med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen præsenterede torsdag.

Det er skudt helt ved siden af målet at kræve besparelser på TV 2-regionerne, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

– Vi er lodret uenige i regeringens forslag om at pålægge TV 2-regionerne besparelser, som når op på ti pct. Hos Landdistrikternes Fællesråd ønsker vi at styrke de regionale og lokale medier. Det gøres bedst ved at styrke den eksisterende tostrengede løsning, hvor både TV 2 og DR har stærke, regionale baser, der sikrer regionale nyheder en plads på den landsdækkende sendeflade, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Samtidig er det vigtigt, at TV 2’s hovedstation sikres et fortsat offentligt ejerskab, hvilket vi også har arbejdet for. Samspillet mellem TV 2-regionerne og TV 2’s hovedkanal er altafgørende for at få regionale nyheder ind på de landsdækkende sendeflader. Derfor er det også vigtigt, at DR’s distrikter ikke bliver ramt af de besparelser, som allerede er besluttet for DR.

En forvrænget medievirkelighed

Tidligere på året gik 35 borgmestre og formanden for Landdistrikternes Fællesråd i rette med den danske medievirkelighed i et åbent brev til kulturminister Mette Bock (LA). Virkeligheden i de landsdækkende radio- og TV-medier er ofte ”en medieskabt virkelighed set fra hovedstaden”, og dermed langt fra den virkelighed landdistrikternes borgere oplever, lød en af brevets pointer.

Og det er fuldkommen afgørende, at den lokale og regionale journalistik bliver styrket i det kommende medieforlig, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– For os er det fuldstændig uacceptabelt, at man med udspillet lægger op til at forringe den lokale og regionale public service-journalistik. Vi har brug for flere regionale nyheder, ikke færre, udtaler Steffen Damsgaard.

Fra politisk hold ligger Dansk Folkeparti på linje med Landdistrikternes Fællesråd i spørgsmålet om besparelserne på TV 2-regionerne.

– Vi kommer til at gå til forhandlingerne med regeringen med det helt modsatte udgangspunkt. Vi vil styrke de regionale og lokale medier. Så det udspil er jeg noget overrasket over, udtalte partiets medieordfører Morten Marinus torsdag til DR.

I medieudspillet foreslår regeringen desuden, at Radio24syv beskæres med 33 pct. over fem år. Det virker “voldsomt”, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Besparelserne på Radio24Syv lyder meget voldsomme, uanset hvilken placering i landet kanalen måtte få. Kanalen skal have nogle realistiske rammer at agere indenfor, udtaler Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Landdistrikternes Fællesråd ønsker, at der ved beslutninger om tv- og radiokanaler og fremtidige udbud bliver stillet krav om placering i Vestdanmark samt eventuelt udenfor landets to største byer, alt efter omfang og indhold i kanalerne.

Public service i de danske landdistrikter

Public service-mediernes rolle i de danske landdistrikter har længe været på dagsordenen. I februar var temaet omdrejningspunkt i en høring, Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer afholdt i Landdistrikternes Fællesråds Rådssal.

I den forbindelse lavede analyseinstituttet YouGov en undersøgelse for Landdistrikternes Fællesråd af danskernes holdning til landdistrikternes fremstilling i landsdækkende public service-medier som DR og TV 2.

I meningsmålingen erklærede 36 pct. af danskerne, at de landsdækkende medier leverer en mere negativ fremstilling af landdistrikterne end fortjent, ligesom 36 pct. var helt eller delvist enig i, at de landsdækkende public service-mediers dækning af nyheder, kultur og samfundsliv i landdistrikter og yderområde er ringe.

Samtidig var den geografiske tendens ikke til at tage fejl af i meningsmålingen: Dækningen og fremstillingen af de danske landdistrikter og yderområder opleves mere negativt, des længere væk fra hovedstaden man kommer.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.