Land i balance skaber vækst

Forestil dig et Nordborg uden Danfoss. Et Billund uden Lego. Og et Bjerringbro uden Grundfos. Lokalområderne ville ikke være det samme uden dem, og det ville Danmark heller ikke.

Disse erhvervseventyr bidrager nemlig i stor stil til vores velfærdssamfund. Ikke kun i Nordborg, Billund og Bjerringbro, men så sandelig også i Odense, Aarhus og København.

Dette faktum bliver alt for ofte glemt i den offentlige debat. 

Staten har nedprioriteret landområderne
Danmark har igennem en årrække været præget af ukritisk centralisering i det offentlige og satsning på de to-tre største byer og erhvervene dér, hvilket har skabt en skævvridning af landet og accelereret befolkningens flytning mod byen.

I takt med udviklingen har man oplevet en konsekvent statslig nedprioritering af forholdene i landdistrikterne, som har bidraget til at svække det store vækst- og udviklingspotentiale, der findes rundt omkring i danske landdistrikter.

Det er et stort problem, ikke bare for landdistrikterne, men for hele landet.

Landdistriktsdanmark skaber vækst
Alt imens landdistrikterne er ved at tabe pusten, bruger mange politikere meget tid på at forklare os alle sammen, hvor mange flere penge der skal bruges på vores velfærdssamfund, men siger sjældent noget om, hvordan vi skal skabe mere vækst og udvikling. Der er behov for et andet fokus!

Vores evne til at bevare det nære og trygge velfærdssamfund, som vi har i dag, er nemlig ene og alene afhængigt af, at vi også i fremtiden skaber gode rammer for væksten. Også uden for de største byer.

Hovedparten af de danske produktionsvirksomheder ligger faktisk i Landdistriktsdanmark, hvilket med andre ord betyder, at virksomheder og erhvervsdrivende i landdistrikterne står for en stor andel af den samlede værdiskabelse i landet.

Den værditilvækst, der skabes af virksomhederne i landdistrikterne, er på den måde med til at sikre velfærd som for eksempel kontanthjælp, hospitalsbehandlinger og pensioner for en stor del af befolkningen, samt betale til statsadministrationen og arbejdspladserne i København og hovedstadsområdet.

Behov for nye prioriteringer
Alligevel har man i mange år nedprioriteret Danmarks landdistrikter og yderområder. Det er derfor klart, at der er brug for at stimulere forholdene for både borgere og virksomheder i landdistrikter og yderområder, hvis man virkelig vil skabe yderligere vækst i hele Danmark. Det handler udelukkende om politiske prioriteringer!

Man burde for eksempel give langt bedre incitamenter til at drive virksomhed i landdistrikterne, for det handler i langt højere grad om at se det som en investering, der bidrager til at stimulere den samlede værdiskabelse i hele landet.

Fjern unødvendigt bureaukrati og skab rammerne; bedre infrastruktur; højhastighedsbredbånd og bedre lånemuligheder, lempelser i planloven, udflytning af uddannelser og nye uddannelsestilbud er blot nogle af de vækstfremmende elementer, der kan bringes i spil.

Vi ser i Landdistrikternes Fællesråd, som den overordnede landdistriktsorganisation i Danmark, meget frem til regeringens strategi på området og håber, at dette vil være med til at skabe en bedre balance i Danmark.

For et land i balance vil skabe vækst – og dermed udvikling i hele landet!

Steffen Damsgaard

“Hovedparten af de danske produktionsvirksomheder ligger faktisk i Landdistriktsdanmark, hvilket med andre ord betyder, at virksomheder og erhvervsdrivende i landdistrikterne står for en stor andel af den samlede værdiskabelse i landet. Hvis Danmark fortsat skal opleve vækst, er det nødvendigt at få hele landet med”, siger Steffen Husted Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.