Kommuner til kamp mod forfaldet

[Landdistrikterne.dk] For hver krone kommunerne bruger på indsatsen mod dårlige ejendomme i landdistrikterne, kan de søge om at få 75 ører refunderet fra staten. Det fremgår af de retningslinjer for Indsatspuljen, som Indenrigs- og Socialministeriet har offentliggjort.

Retningslinjerne betyder, at de 150,- mio. kr. i Indsatspuljen kan forventes at blive til 200 mio. kr. til gavn for det byggede miljø i udkantsområderne. Pengene kan kommunerne bl.a. bruge til at opkøbe private ejendomme med henblik på nedrivning eller renovering.

Hos Landdistrikternes Fællesråd er man særdeles tilfreds med den høje statslige medfinansieringsgrad.

– Jeg synes, der er grund til at rose Indenrigs- og Socialministeriet, siger LDF’s formand Steffen Damsgaard. – Med en statslig refusion på 75 % er det svært for kommunerne ikke at gøre noget ved problemet.

Og det har flere kommuner tænkt sig at gøre. Det viser en rundspørge som Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum har lavet til de 39 kommuner, som har mulighed for at søge Indsatspuljen Ud af de 28 kommuner, som Momentum har været i kontakt med, erklærer 24 , at de er interesserede i at indgive en ansøgning til fristen den 19. oktober.

2400 tomme boliger på Lolland

En af de helt store ansøgninger kommer fra Lolland Kommune. Her forventer man at skrive beløbet 20 mio. kr. på ansøgningen til Indenrigs- og Socialministeriet. Pengene skal bruges til at videreføre den indsats, som man siden kommunesammenlægningen har gjort for at rydde op i det bygningsmæssige forfald. Lolland var således en af de første kommuner, som begyndte at opkøbe private boliger med det formål at rive dem ned.

– Lolland Kommune har siden 2007 afsat 4 mio. årligt til håndtering af tomme og forfaldne boliger, og det samme beløb er afsat i 2010, fortæller Kirsten Vagtberg, der er boligkonsulent i Lolland Kommune. – Foreløbig har vi på forskellig vis håndteret omkring 100 sager, hvor ejendommen er blevet opkøbt af kommunen, eller vi har sørget for nedrivning eller sanering.

Der er dog endnu et stykke vej, før problemerne på Lolland er løst. En undersøgelse, som Kuben lavede i 2008, viser, at 9 % af kommunens boliger står ubeboede hen. Det svarer til mere end 2400 tomme boliger. Heraf er 201 stuehuse til landbrug, og 1321 er privatejede parcelhuse.

Borgerinddragelse i Vesthimmerlands Kommune

I Vesthimmerlands Kommune har man ikke endelig afklaret, hvor meget man vil søge om fra Indsatspuljen.

– Det endelige beløb afhænger af udfaldet af budgetforhandlingerne, men det bliver omkring 4-6 mio. kr., fortæller Birgitte Bager Christensen, der er juridisk medarbejder i Ledelsessekretariatet.

Ansøgningen til Indsatspuljen er et led i den strategi for håndtering af dårlige ejendomme, som byrådet behandler på et møde i dag (17. september). Strategien er bemærkelsesværdig ved at gøre borgerinddragelse til et grundprincip for indsatsen mod det bygningsmæssige forfald i landdistrikterne.

Den lokale borgerforenings vurdering af en given ejendom vil således få betydning, når kommunen i løbet af efteråret 2009 går i gang med at registrere og prioritere de dårlige ejendomme. Desuden vil kommunen opprioritere ejendomme beliggende i landsbyer, der selv har iværksat udviklingsprojekter.

Læs retningslinjerne for Indsatspuljen her.

Læs Kubens rapport om tomme boliger i Lolland Kommune

Læs Vesthimmerlands Kommunes strategi for håndtering af tomme ejendomme.

Landdistrikterne.dk vil i det kommende år følge indsatsen mod tomme og forfaldne ejendomme i Lolland og Vesthimmerlands kommune.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *