Kommuner glemmer borgerinddragelsen

[LDF] En ny undersøgelse viser, at under en tredjedel af landets kommuner har en aktiv politik for nærdemokrati. Det er ikke tilfredsstillende, mener Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, der har lavet undersøgelsen.  

– De fleste kommuner har været utroligt passive i forhold til at håndtere de demokratiske udfordringer, som kommunalreformen har stillet dem over for. Den lave valgdeltagelse ved det netop overståede kommunalvalg bør i hvert fald give stof til eftertanke, siger Kasper Møller Hansen.

I forbindelse med kommunalreformen opfordrede regeringen ellers kommunerne til at indtænke nærdemokratiet sideløbende med de øvrige forberedelser til de nye kommuner. Men indtil videre er det altså blevet ved opfordringen.

– Indenrigsministeriet har tilsyneladende valgt at frede kommunerne på det her område. Man har spurgt kommunerne, hvordan det går med nærdemokratiet. Og når kommunerne selv vurderer, at det går godt, så mener Indenrigsministeriet det samme, siger Kasper Møller Hansen med henvisning til Indenrigs- og Socialministeriets “Statusrapport om kommunernes arbejde med nærdemokrati” fra juni 2009.

Det er dog et knap så rosenrødt billede af nærdemokratiets tilstand, som Kasper Møller Hansen tegner i bogen “Borgerinddragelse – et komparativt studie af borgerinddragelsen i kommuner og regioner”, der udkommer i begyndelsen af december. Ifølge professorens undersøgelse af området, er problemet ikke bare, at de færreste kommuner har en aktiv politik for nærdemokrati. Kvaliteten af borgerinddragelsen er også for ringe.

– Det er et problem, at der i kommunerne er en reflekstænkning i forhold til borgerinddragelse. Man tænker: nåh ja, vi må jo også hellere sørge for at høre, hvad borgerne mener. Her er en af bogens pointer, at man er nødt til at stoppe op og spørge sig selv: Hvad skal vi bruge det til? Man er nødt til at kunne svare på, hvorfor man vil inddrage borgerne, før man kan svare på, hvordan borgerinddragelsen skal finde sted.

Ifølge Kasper Møller Hansen bliver borgerinddragelse alt for ofte til et spørgsmål om at legitimere beslutninger, som allerede er taget. Men hvis politikerne allerede er enige om, hvor en ny losseplads skal ligge, er der jo ingen grund til at spørge borgerne om det.

Hvorfor borgerinddragelse?
Lokalpolitikerne skal altså blive mere bevidste om, hvorfor de inddrager borgerne. Men hvad er professorens eget svar på spørgsmålet? Hvorfor skal politikerne overhovedet bruge tid og ressourcer på at inddrage borgerne i den politiske proces.

– Den lovbestemte borgerinddragelse, hvor kommuneplanen sendes i høring i 14 dage, er det mindste af det hele. Det handler om at gøre borgerne til medspillere. Det handler om, at politikerne kan bruge borgerinddragelsen til at få nye idéer. Her er politikerne for dårlige til at se potentialet i borgerinddragelsen, siger Kasper Møller Hansen og tilføjer:

– Det giver ganske enkelt bedre beslutninger.

Afkræfte myter
Det er især den voksende afstand mellem politikere og borgere, som gør det nødvendigt at bruge borgerinddragelse som et middel til politisk idéudvikling. De skrantende partiforeninger er ikke længere repræsentative for borgerne, og fungerer hverken som lokalpolitiske tænketanke eller bindeled mellem borgere og politikere. Desuden har omlægningen af det administrative danmarkskort skabt yderligere geografiske skel.

Kasper Møller Hansen analyserer i sin bog en række konkrete borgerinddragelsesforløb, og særligt et af dem viser, hvordan borgerinddragelse kan bruges til genskabe kontakten mellem borgere og politikere.

– I Region Syddanmark var regionsrådet politisk fastlåst i spørgsmålet om en ny sygehusstruktur. Her viste borgerinddragelsen, at borgerne ikke nødvendigvis mente, at sygehuset skulle ligge i deres baghave. Det fik politikerne først øjnene op for, da de inviterede til et stort anlagt borgermøde. Det er et godt eksempel på, at borgerinddragelse kan bruges til at afkræfte politikernes myter om, hvad borgerne mener og tror. Det viser sig jo, at borgerne er forstående og fornuftige.

Tordenskjolds soldater
I forbindelse med borgerinddragelse er det vigtigt, at politikerne gør sig klart, hvilke borgere man ønsker at få i tale, og hvordan dialogen skal foregå. De to ting hænger nemlig nøje sammen.

– Den traditionelle, åbne form for borgerinddragelse, hvor kommunen sætter en annonce i avisen og inviterer alle til et borgermøde, appellerer i høj grad til Tordenskjolds soldater, siger han.

Det samme er ifølge Kasper Møller Hansen tilfældet med de modeller for lokaldemokrati, som man bruger i kommuner som Varde, Holbæk og Esbjerg. Her afholder kommunalpolitikerne regelmæssige møder med repræsentanter for de enkelte lokalsamfund.

– Den slags modeller skaber et nyt parlamentarisk niveau, en slags minibyråd, og det er en borgerinddragelsesform, som kræver, at man er villig til at forpligte sig i længere perioder. Derfor vil den nok især appellere Tordenskjolds soldater. Det kan være godt nok, men det er ikke et alternativ til mere ad hoc former for borgerinddragelse.

I stedet foreslår Kasper Møller Hansen en mere aktiv og målrettet inddragelsesmetode.

– Man kan gå ud og håndplukke repræsentanter fra forskellige grupper, så man sikrer repræsentativitet i forhold til holdninger og sociale grupper. Og man kan gøre en særlig indsats for at invitere repræsentanter for grupper, som normalt er underrepræsenteret i den slags sammenhænge. Det kan man gøre ved at udsende personlige invitationer, hvor man opfordrer dem til at tage en ven med. Det kan bidrage til at gøre dem mere trygge ved at deltage.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *