Jagten på Årets Landsby er gået ind

Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark går nu på jagt efter Årets Landsby 2017. Denne gang er temaet Den digitale landsby.

Ildsjæle og fællesskaber fylder meget i det lokalsamfund, der ender med at løbe med prisen som Årets Landsby 2017, fortæller formanden for bedømmelseskomitteen, Annette Vilhelmsen, der også er direktør for Tietgen i Odense.

– Det gode liv i landsbyerne kommer ikke af sig selv. Mange mennesker engagerer sig og yder hver dag en kæmpe indsats for fællesskabet. Det og dem vil vi gerne fejre med den historiske pris, der bliver uddelt for 21. gang, siger hun.

Men det er ikke nok at have aktive borgere og mange projekter. I år er der nemlig fokus på Den digitale landsby, og prisen går derfor til en landsby, som har ydet en særlig indsats for at styrke den digitale infrastruktur lokalt og dermed bidraget til omdannelsen af Danmark til en digital vindernation.

– Det er afgørende, at borgerne i fællesskab arbejder for at skabe levedygtige landsbyer, og her er mobil- og bredbåndsdækning en vigtig forudsætning for at gøre det mere attraktivt at bo og leve uden for de store byer, siger Annette Vilhelmsen og fortsætter:

– Højhastighedsbredbånd er vigtigt for de erhvervsdrivende, for turisterne og for almindelige familier. Det er simpelthen lige så vigtigt som el og vand.

Ud over digitalisering, som er årets tema, samler interessen sig om landsbyer med under 2000 indbyggere, der har en udviklingsplan og som er organiseret med et lokalråd eller lignende.

Ansøgninger skal fremsendes til Landdistrikternes Fællesråd senest tirsdag den 18. april 2017 på mail@landdistrikterne.dk. Ansøgningens omfang er maksimalt 2 normalsider á 2400 anslag. Bilag modtages ikke.

Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig og senest Trekroner-området.

Bedømmelseskomiteen består af Annette Vilhelmsen, Carsten Abild, Sten Kjær Jensen, Charlotte Christiansen og Mads Munk Jepsen. Komitéen sekretariatbetjenes af Landdistrikternes Fællesråd.

Fakta: 

– Landsbyer under 2000 indbyggere kan søge om at blive Årets Landsby.

– Der skal være udarbejdet en udviklingsplan for landsbyen.

– Ildsjæle skal være det bærende element.

– Ansøgningsfristen er tirsdag den 18. april 2017.

– Vinderen bliver kåret til sommer. 

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, pressechef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail