Intet nyt er ikke godt nyt for landdistrikterne

[Landdistrikternes Fællesråd] Der står meget lidt om udkantskommunernes vanskelige situation i økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Det er ikke godt nyt for landdistrikterne og yderområderne, vurderer Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

– Det er en defensiv og kortsigtet aftale, som primært fokuserer på at bevare status quo. Det vi havde brug for, var en langsigtet aftale, der tog hånd om de grundlæggende balanceproblemer på det kommunale danmarkskort, siger Steffen Damsgaard.

På Landdistrikternes Fællesråds ønskeliste op til forhandlingerne var en udligningsreform og en flerårig videreførelse af puljen til nedrivning og renovering af forfaldne ejendomme i landdistrikterne. Begge dele leder LDF-formanden forgæves efter i aftalen mellem regeringen og KL.

– Umiddelbart ser det positivt ud, at aftalen afsætter en ekstraordinær pulje på 500 mio. kr. til særligt vanskeligt stillede kommuner i 2011. Men i realiteten er det en kortsigtet lappeløsning, som ikke tager fat på de grundlæggende strukturproblemer. Der er behov for en gennemgribende reform af udligningen mellem kommunerne, så yderkommunerne med de største udfordringer får tilført flere penge via bloktilskuddet.

Steffen Damsgaard ser også med bekymring på den del aftalen, som handler om at samle kommunernes såkaldt objektive sagsbehandling i 3-5 sagsbehandlingscentre. Centrene skal bl.a. varetage behandlingen af sager vedrørende folkepension, boligstøtte og barselsdagpenge, hvor kommunerne ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn.

– De nye sagsbehandlingscentre kunne med fordel placeres i udkantskommunerne, sådan som Skat med stor succes har gjort det med deres afdelinger i Ringkøbing og Tønder. Men aftalen siger ikke noget om centrenes placering – udover at det ene skal ligge i Hillerød.  Jeg kan derfor godt frygte, at der bliver tale om en centralisering, som vil flytte flere offentlige kompetencearbejdspladser væk fra yderkommunerne, slutter Steffen Damsgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

4 svar til Intet nyt er ikke godt nyt for landdistrikterne

  1. Pingback: Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 18. juni 2010 | Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

  2. Torben Pold Jensen skriver:

    Jeg vil gerne have fjernet linket direkte til Givskud.dk – jeg var ikke klar over at det ville blive brugt direkte.
    Jeg forventer i retter til og lader det blive 1 kommentar.
    Måske vil jeg gerne deltage med linket senere.

  3. Torben Pold Jensen skriver:

    I Linie 3 mangler ordet : betydning ( for landsbyen )

  4. Aftalen er også med til at styrke bølgen af skolenedlæggelser rundt omkring i kommunerne, da politikernes økonomiske råderum ikke efterlader plads til at tage de normale hensyn. Det kunne være hensyn som skolens samlede kulturelle og eksistentialistiske for landsbyen, Grænsen for skolers størrelser i Danmark rykkes i disse måneder dramatisk understøttet af 360graders kommisionens anbefaling af en “mindste” skolestørrelse på 3 spor.
    3 spor vil kræve et befolkningsunderlag på ca. 5000 personer. Oversat alle skoler i bysamfund under ca. 2000 er pludselig i spil.
    Jeg forventer kommunerne afventer den kommune der tager det første innovative ( moderne ord for nedskæring ) og nedlægger skolen i en by med f.eks. 1500 indbyggere – så ruller lavinen med affolkningen i yderområderne, trods al snak om støtte til landdistrikterne.

    Mvh. Torben Pold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *