Hvordan skal Nordjylland se ud i fremtiden

Hvordan skal Nordjylland se ud i fremtiden? Skal de mange uddannelsestilbud samles mere eller være mere decentrale? Hvad skal der til for at holde flere unge i regionen? Vil en 3. Limfjordsforbindelse skabe en stærkere og mere sammenhængende region? Hvilke erhverv vil vi satse på? Skal der være flere testcentre som i Østerild Klitplantage?
Det er sådanne spørgsmål visionære og debatlystne nordjyske borgere inviteres til at drøfte sammen med lydhøre politikere fra Region Nordjylland og de nordjyske kommuner i Vodskov Hallen lørdag den 10. september. Borgertopmødet er arrangeret af Region Nordjylland i samarbejde med Teknologirådet.

I alt 200 borgere fordelt på forskellige aldersgrupper, køn, erhverv og kommuner i Nordjylland skal med deres deltagelse i topmødet bidrage med vigtige synspunkter til en ny regional udviklingsplan. Den skal vedtages i foråret 2012, og skal udstikke kursen for Nordjyllands udvikling i de kommende år. Målet med den brede borgerinddragelse er at gøre planen til hele Nordjyllands fremtidsvision. Derfor ligger der i disse dage et brev med invitation til topmødet og venter i postkassen hos borgere over hele regionen.

Åbenhjertig debat om muligheder og udfordringer
Borgerne får bl.a. lejlighed til at debattere hvor og hvordan vi nordjyder ønsker at bo i fremtiden, hvordan vi bedst uddanner os, hvordan vi binder regionen sammen med en god infrastruktur og hvilke erhverv vi skal satse på for at skabe stærke virksomheder og god beskæftigelse over hele Nordjylland.

Det er spørgsmål, der både går tæt på den enkelte og som vedkommer samfundet. Ofte er der endda tale om vanskelige dilemmaer. Derfor er det vigtigt at få synspunkterne frem og debattere dem, inden der senere skal træffes beslutninger om den regionale udviklingsplan og Nordjyllands kurs for fremtiden. Det forklarer regionsrådets formand Ulla Astman, som nævner de seneste ugers forløb omkring træfældning og forberedelse af vindmølle-testcenteret i Østerild Klitplantage som et eksempel: – Skal vi bevare naturen uberørt her og nu, eller skal vi gøre noget for at gavne miljøet i fremtiden? Det er dilemmaer som disse, vi politikere ofte sidder med, men i den sidste ende er det borgerne, der træffer beslutningerne. Derfor er det helt afgørende, at vi sammen tager en åbenhjertig debat om fremtidens muligheder og udfordringer, siger Ulla Astman.

Borgere godt rustede til topmøde
De borgere, der tilmelder sig topmødet, vil efter udvælgelsen få tilsendt et debatmagasin, der kan give inspiration til topmødets temaer og diskussioner. Men, understreger Regionsrådets formand, det vigtigste, at de nordjyske borgere vanen tro har lyst til at deltage i den offentlige debat og give udtryk for deres synspunkter:

– Vi nordjyder er kendt for at have en holdning til livet. Vi brænder hver især for Nordjylland og for vores regionale og lokale mærkesager. Det er lige præcis det engagement vi gerne vil have i spil på borgertopmødet, slutter Ulla Astman opfordrende.

Læs mere om borgertopmødet og den regionale udviklingsplan på Region Nordjyllands hjemmeside: www.rup.rn.dk

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvordan skal Nordjylland se ud i fremtiden

  1. Pingback: Lokalråd 4262 – Et lokalsamfund i udvikling » Blog Archive Landdistrikterne.dk / nyhedsmail 12. august 2011 » Lokalråd 4262 - Et lokalsamfund i udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *