Historien om, hvordan 0,8 pct kan komme til at fylde mere end 99,2

Der har længe cirkuleret en rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet, hvoraf det fremgår, at der er fuld dækning på mobiltelefoni-nettet i hele 99,2% af landet. Det fremstår som et faktum i en undersøgelse, som ministeriets embedsmænd egenhændigt har lavet. Tallet er efterhånden blevet et mantra, som forskellige medlemmer af regeringen messer, når de bliver spurgt til “huller i suppen” ude på landet. På det seneste har flere medier bragt en række eksempler – fra de pudsige, over de groteske helt til de katastrofale – på reel manglende dækning i landdistrikterne.
Men hvordan kan man nå frem en konklusion om, at der er næsten total dækning i hele landet, når en simpel hverdag i virkeligheden viser noget helt andet? For at få svar på dét skal man dykke ned i rapporten for at finde måden, embedsmændene har lavet forsøget på. Man er rejst rundt i landet bevæbnet med fire forskellige mobiltelefoner og fire sim-kort fra forskellige udbydere. Når man så vil måle dækningen på et tilfældigt sted prøver man sig frem ved at kombinere de fire telefoner og de fire sim-kort, og vupti viser det sig, at man nok skal komme igennem på ét eller andet tidspunkt. Vi kender det sikkert allesammen: Vores egen telefon har ingen forbindelse, men konens har! Svært irriterende.
Fire forskellige telefoner og fire forskellige udbydere giver 16 kombinationsmuligheder, som vi – hvis vi ville lege med på embedsmændenes forsøg – kunne risikere at skulle bruge for at ringe til moster Anna i kæret eller endnu værre få forbindelse til alarmcentralen, hvis det skulle være nødvendigt.
Skulle vi nu ikke bede embedsmændene om at blive fri for al den talmagi og i stedet bruge kræfterne på en reel forbedring af dækningen, så også landdistrikterne kan være med i den fagre teknologiske verden.
Iøvrigt er det almindelig kendt, at kombinationen af MF’ernes iPhones og Folketingets valg af teleselskab giver en af landets dårligste mobildækninger.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Et svar til Historien om, hvordan 0,8 pct kan komme til at fylde mere end 99,2

  1. Mona Hvid skriver:

    Det er desværre ikke første gang, at vi oplever manipulation af resultater af undersøgelser.

    Godt at I råber højt!!! og lad os andre råbe med, så flere hører det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *