Har vi mobning i Danmark?

Kronik: Det privilegerede Danmark mobber yderområderne

Mobning er ikke kun noget med børn. Vi oplever i disse år en massiv mobning af landets yderområder. Og de der mobber, er dem der mindst af alle skulle gøre det. Det er i høj grad det privilegerede Danmark, som sidder på magten i medierne og meningsdannelsen og den centrale beslutningskraft, mest centreret i Københavnsområdet. Det virker som om den klan er så sikre på at deres liv er det eneste, der er værd at leve, at de ser ned på livet i yderområderne i landet. Og der er mange tankeløse efterplaprere.

Mobning er skadelig, både for ofrene og for dem der mobber. Så det er på tide, vi tænker os om.

Mange danskere lever et spændende, rigt, mangfoldigt og udviklende liv i landets yderområder. En stor del af Danmarks befolkning bor der. En hel del af dem bor i købstæder af anseelig størrelse med masser af handelsliv, varierede arbejdspladser, kulturtilbud og det de har brug for til et godt liv. Andre bor i ”stationsbyer” med måske 10.000 indbyggere og et godt udbud af muligheder. Der findes masser af landsbyer med nærhed, overblik og fælles projekter, børnevenlighed og ansvarlighed, og hvor det er nemt være med i fællesskabet. I det åbne land bor der landmænd og mange andre, som holder af friheden, den gode plads, roen og naturen med alt hvad den kan give af inspiration og glæde. Handelsliv og kulturtilbud er der længere imellem, men så opsøger man det bare, når man har behov.

De klarer sig alle fint uden storbyens høje huse, masser af muligheder, pulserende ”liv”, larm, stress, vrimmelkultur, høje boligudgifter og påtrængende markedsføring af alle slags.

Nogle danskere trives bedst i storbyen. Andre trives bedst andre steder. Lad os respektere hinanden!

Vores forskellighed er en rigdom, hvis vi vil, og hvis vi lader være med at spænde ben for hinanden.

Danmark har behov for en mentalhygiejnisk debat og proces, som kan genskabe værdighed, respekt, balance og fællesskab. Så hele Danmark føles som deltagere, medansvarlige og medvirkende i det fælles projekt, der handler om trivsel og opdrift for os alle. Vi skal bruge hele landet til vores værdiskabelse. Vejen dertil går gennem viden, gensidig respekt og forståelse.

For enden af debatten ligger så forhåbentlig en national handlingsplan, båret frem af folketing og regering og med en bred forståelse og medvirken landet over.

De tiltag og forslag, der for tiden er i gang, er helt utilstrækkelige til formålet. Det er nærmest som plaster på såret og ”hold kæft”-bolsjer, så de ansvarlige kan få lidt bedre samvittighed. For de betragter nok udviklingen som uundgåelig, nemlig at yderområderne tømmes for levevilkår og mennesker og alt centreres i store byer, mest i de største.  Det giver problemer at yderområderne tømmes, men det giver også problemer, at trængslen og boligpriserne øges i storbyerne. Skrækscenariet er at yderområderne kommer til at ligge nærmest øde hen, så vi skal til at køre ”Siriuspatruljer” der for at hævde retten til territoriet. Sådan kan det nemlig gå, hvis markedskræfterne skal bestemme alting. Men vi har da demokrati her i Danmark, og vi har et folketing, der kan gribe ind over for fejludviklinger og lægge rammer for en bedre udvikling.

Det må begynde med en fælles forståelse og bevidstheden om et fælles ansvar.

Ser vi i Danmark på vort norske broderfolk, har man også der oplevet den samme demografiske udvikling gennem de senere år. Men som det norske Stortingsmedlem Michael Tetzschner så beskrivende udtrykte det på et debatmøde i Maribo d. 13. april 2015: ”I Norge har vi aftalt, at vi vil landdistrikterne og yderområderne”, og han fortsatte: ”derfor har vi også udflyttet uddannelsesinstitutioner. Blandt andet til Tromsø. Erfaringen har nemlig vist, at nogle af de unge bli’r i Tromsø og omegn efter endt uddannelse. Og det er kun ét af tiltagene”.

Spørgsmålet er så: Vil vi også i Danmark landdistrikterne og yderområderne? Tør vi tænke anderledes og ”tvinge” unge mennesker væk fra de traditionelle studiebyer som København, Århus og Odense? Hvorfor er det lige, at dyrlægeuddannelsen skal ligge på Frederiksberg. Kunne den ikke flyttes til f.eks. Gråsten Landbrugsskole? Men der kræver, at politikerne vil de danske landdistrikter og yderområder.

Når vi forhåbentlig snart når frem til en national handlingsplan, der sigter på at hele landet skal trives og medvirke til vores fælles værdiskabelse, er der mange håndtag politikerne kan tage i brug for at få rettet op på den nuværende fejludvikling. F.eks.:

  1. Udflytning af universitets-  og anden uddannelse, så der bliver langt færre studiepladser, der trækker unge mennesker fra hele landet til storbyer, men i stedet mange flere studiepladser i yderområderne. Så vil de unge mennesker opdage at studielivet kan være godt og mangfoldigt i Esbjerg, Holstebro, Sønderborg og så videre. Det vil samtidig give grobund for udvikling af kultur, erhverv, boligområder o.s.v. Sådanne nye universitetscentre kan opbygges med en flerhed af studieretninger, så der bliver både dybde, bredde og mangfoldighed. Man kan også planlægge med en model, hvor f.eks. et Københavnsplaceret institut bliver spaltet og halvdelen flyttet til f.eks. Holstebro men med et fortsat fagligt fællesskab med en vis rotation af undervisere og forskeropgaver.

En sådan spredning af studiepladser og studieretninger vil bidrage til at de unge mennesker naturligt ser mulighederne for et godt og udviklende liv i yderområderne og bliver og bidrager til udviklingen der. Studerende opvokset i den store by vil kunne opleve en ny og anderledes verden og andre livsværdier.

  1. Væsentlig nedsættelse af indkomstskatten /momsen finansieret gennem en mærkbar statsskat på beliggenhed. Når grunde er dyre i København, er det jo ikke noget de nuværende ejere har gjort noget for. Det skyldes udelukkende at samfundet har udviklet sig med infrastruktur, arbejdspladser, uddannelse, butikker, kultur og så videre, hvilket de der vælger at bo der, ser som værdifuldt. Så det er helt naturligt, at samfundet får betalt alt dette af brugerne. Det er den mest retfærdige skat, man kan tænke sig. Det vil give højere leveomkostninger i København m.m. og lavere i Lemvig og Åbenrå. Beliggenhedsskatten kan opkræves af grundværdien og sammen med den væsentlige nedsættelse af indkomstskat / moms vil det betyde højere statsskat i de områder, hvor der er tilflytning, og lavere hvor der er befolkningsnedgang.
  2. Statslige erhvervsstøtteordninger, der giver bedre muligheder i tyndt befolkede områder. Både økonomiske og strukturelle ordninger.
  3. Roadpricing indrettet, så det bliver dyrt at køre bil på veje med overbelastet trafik og områder med god kollektiv trafik, men gratis i de tyndest befolkede egne. Samtidig nedsættes andre bilafgifter tilsvarende.
  4. Der skabes kvalitetsinternetforbindelser og mobildækning overalt – og ikke blot smukke ønsker og langtidsplaner.

 

Skrevet af:

Troels Olesen, mangeårig landdistriktsengageret

Karsten Gram, næstformand i Landdistrikternes Fællesråd                     

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.