Fornuft og omtanke

Flere politikere satser på fornuft og omtanke

Hvad er det fornuftige i at kræve kloakering af ejendomme i det åbne land, hvor der ikke er dokumenterede problemer med vandkvaliteten? Hvad er omtanken ved at pålægge ejendomme i det åbne land ekstra omkostninger, hvis de alligevel ikke er solvente? De spørgsmål har politikerne i Slagelse Kommune stillet sig selv, fortæller Villum Christensen til SN.dk.

 

Dermed melder han i sig i en lille men heldigvis voksende gruppe af folkevalgte, som har fået øjnene op for, at lovgivning og forvaltningspraksis ofte strider imod almindelig, sund fornuft og grundig eftertanke. I sidste uges nyhedsmail skrev vi om to nye ministre, som tilsyneladende har besindet sig og vil se på konsekvenserne af nye eller påtænkte lovforslag. De viser dermed mod til at give sig tid til grundig omtanke og vil tilsyneladende omsætte det til sund fornuft i den virkelige virkelighed.

 

Det hilser Landdistrikternes Fællesråd hjerteligt velkommen. Vi vil til enhver tid stille vores viden om de faktiske forhold i landdistrikter og yderområder til rådighed for enhver, som vil arbejde for rimelig og fornuftige rammevilkår også i udkanten. På vores årsmøde 28. marts skyder vi gang i et af vores fokusområder for 2014: Fornuft og omtanke i virkeligheden.

Klik ind på undersiden: Fornuft og omtanke i menubjælken og giv din mening til kende. På denne underside vil vi løbende offentliggøre gode og dårlige historier om beslutninger, som strider mod fornuft og omtanke i den virkelige virkelighed.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.