Fiskeri LAG'er lander opbakning fra Vækstforum

Region Nordjylland
Fiskeri LAG’er lander opbakning fra Vækstforum Nordjyllands to lokale aktionsgrupper inden for fiskerierhvervet Fiskeri LAG Nord og Fiskeri LAG Midt-Nord modtager ekstraordinær opbakning fra Vækstforum til at fortsætte udviklingen af erhvervet i regionens lokalsamfund.
Vækstforum har sammen med regionsrådet i Region Nordjylland besluttet at give en hjælpende hånd til to lokale aktionsgrupper (LAG) inden for det nordjyske fiskerierhverv. Det sker med en økonomisk rammeaftale på 1,5 mio. kr. for Fiskeri LAG Nord og 700.000 kr. for Fiskeri LAG Midt-Nord. Aftalen skal sikre regional medfinansiering af LAG’erne, som forventer at igangsætte udviklingsprojekter for omkring 10 mio. kr. i de kommende år.

En ekstraordinær håndsrækning til fiskerierhvervet

Opbakningen fra Vækstforum og Region Nordjylland falder på et tørt sted, idet LAG’erne for nylig mistede den statslige medfinansiering, som hidtil har været garanti for, at der kunne søges om EU-støtte til de enkelte udviklingsprojekter.

Sammenlignet med 90 mio. kr. i 2008 blev der på finansloven for 2009 således kun afsat 56 mio. kr. fra national side til det nationale fiskeriudviklingsprogram. Og da programmet er opdelt i flere forskellige tilskudsordninger, hvoraf støtten til LAG’erne kun udgør en mindre del, var såvel statslig medfinansiering og EU-støtte til LAG’erne i princippet væk fra den ene dag til den anden. Det økonomiske tomrum har Vækstforum og Region Nordjylland nu besluttet at dække en del af med en ekstraordinær håndsrækning til de to nordjyske fiskeri LAG’er, som derved kan fortsætte deres arbejde med udviklingen af det nordjyske fiskerierhverv.

Formanden for Vækstforum og regionsrådet Ulla Astman er tilfreds med beslutningen om at støtte LAG’erne, selvom hun mener, at det principielt er en statslig opgave. Omvendt kunne man fra regional side ikke blot lade stå til, fordi det ville være en klar svækkelse af bredden i erhvervsudviklingen, hvis LAG’erne og deres ildsjæle havde været nødsaget til at indstille deres projekter:

– Lokale ildsjæle og samarbejdspartnere har afgørende betydning for Vækstforums arbejde med at skabe en balanceret vækst og udvikling i Nordjylland. Det gælder ikke mindst i yderområderne, hvor fiskeri LAG’erne yder en stor indsats. Her er den lokale forankring både med til at styrke erhvervsudviklingen og skabe nye job, og samtidig er LAG’ernes projekter med til at forbedre rammerne for lokalsamfundene som helhed, fortæller Ulla Astman.

Lokale ildsjæle har skufferne fulde af projektidéer

Hos de to nordjyske fiskeri LAG’er har beslutningen om en ekstra håndsrækning fra Vækstforum været afventet med lige dele nervøsitet og spænding. Så det er en lettet formand Leo Mikkelsen fra Fiskeri LAG Nord, der nu kan konstatere, at de to nordjyske LAG’er kan fortsætte deres arbejde:

– I Fiskeri LAG Nord har vi i 2008 brugt en masse energi på, at udarbejde en strategiplan, hvor lokale ildsjæle har kunnet sætte deres fingeraftryk. I sidste halvår af 2008 har vi indstillet 10 konkrete projekter til støtte med et samlet støttebeløb på 2,5 mio. kr. Med hjælpen og de nye midler fra Vækstforum kan vi fortsætte det arbejde, som vi har sat i gang, siger Leo Mikkelsen.

I det hele taget har de to nordjyske fiskeri LAG’er skufferne fulde af nyttige og spændende projekter, som blot har ventet på en økonomisk håndsrækning for at blive ført ud i livet. Og at støtten nytter, det vil fiskeskipper Richard Kristensen fra Thorup Strand gerne skrive under på. Han har tidligere modtaget støtte fra Fiskeri LAG Nord til ombygning og forbedring af sin fiskekutter. Richard Kristensen valgte nemlig at droppe det traditionelle fiskeri, og i dag sejler han i stedet ud fra kysten med lystfiskere, der gerne vil have en ekstra oplevelse og som forhåbentlig også får et par ekstra store fisk på krogen. Støtten fra LAG’et brugte Richard Kristensen til at lave forbedringer på sin kutter, så han nu kan sejle ud med lystfiskere hele året og ikke som før kun i sommerhalvåret.

Også formanden for Egense Lystbådehavn Arne P. Nielsen er glad for samarbejdet med de nordjyske fiskeri LAG’er. Den 35-årige lystbådehavn har længe haft et støt stigende besøgstal, og nu er pladsen i den populære havn blevet for trang. Derfor skal anløbsbroen forlænges med 20 meter. Projektet fik i efteråret grønt lys og økonomisk støtte fra Fiskeri LAG Midt-Nord, og nu glæder Arne P. Nielsen sig til, at forårsvejret for alvor slår igennem, så anlægsarbejdet kan sættes i gang.

Fakta:

Fiskeri LAG
Fiskeri LAG er betegnelsen for de lokale aktionsgrupper inden for fiskerierhvervet. Der er to sådanne grupper i Nordjylland. Det er Fiskeri LAG Nord, som består af Morsø, Thisted, Jammerbugt, Frederikshavn, Hjørring og Læsø kommuner. Og det er Fiskeri LAG Midt-Nord, som består Brønderslev, Aalborg, Vesthimmerland, Viborg, Rebild og Mariagerfjord kommuner. De to LAG’er arbejder begge for at udvikle det nordjyske fiskerierhverv samt de områder af regionen, hvor fiskeriet og dets følgeerhverv har en stor betydning.

Finansieringen til LAG’ernes drift og udviklingsprojekter kommer dels fra Den Europæiske Fiskerifond og dels fra offentlige danske midler – ligeligt fordelt som det kendes fra strukturfondsprogrammerne.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *