Et slag for apoteker i landdistrikterne

Problemet for de nære filialapoteker

Filialapoteker er i fare for at lukke, da hovedapoteket gradvist mister sin del af den interne udligningsordning, hvis filialen ligger inden for en 10 km grænse fra hovedapoteket. Der arbejdes på at lave kriterier for at undgå, at nogle apoteksfilialer lukker, men i praksis er der stadig en række apoteksfilialer som er lukningstruede! Det kan virke som en lille ting, men det er faktisk et reelt problem, som bør løses politisk. Reelt drejer problemet sig om 35-40 apoteksfilialer, hvoraf minimum 11 kan betegnes som apoteksfilialer med et landdistrikts-dækningsområde. Det rammer følgende apoteks-filialer: Støvring, Hinnerup, Broager, Brørup, Fanø, Gram, Holsted, Gislev, Karise, Dianalund og Gørlev. 

Den oversete problemstilling – supplerende apoteker

En anden mindst lige så stor problemstilling er, at en række apoteker, som tidligere har været drevet som selvstændige apoteker, men som nu er ejet af en anden apoteker, hverken betegnes som hovedapotek eller apoteksfilial, men derimod som supplerende apotek.

En apoteksfilial og et supplerende apotek drives i praksis på samme måde under et hovedapotek, men i Sundhedsministeriet er det VIDT forskellige kategorier! Tilskuddet til supplerende apoteker bliver også fjernet, og her tages der ikke hensyn til landdistrikter og afstand til nærmeste apotek. Politisk på Christiansborg bør man sikre de supplerende apoteker og samtidigt gøre op med den opsplittede kategorisering af filialapoteker og supplerende apoteker. Sidstnævnte har jo vist, at der ikke er grundlag for selvstændig drift og slet ikke uden del i den interne udligningsordning. Der er 9 supplerende apoteker med afstande over 10 km til nærmeste apotek, og der er tilfælde på op til 21,9 km til nærmeste apotek, hvilket kan blive virkeligheden i Ulfborg i Vestjylland. Fjernelse af den interne udligningsordning på dette område vil betyde mistet udligning til 17 supplerende apoteker, og det kan betyde lukning af følgende supplerende apoteker, som enten er beliggende i landdistrikter eller har et stort opland i landdistrikterne: Storvorde, Ålestrup, Løgstør, Ulfborg, Skjern, Egtved, Otterup, Bogense, Præstø og Rødby.

Landdistrikternes Fællesråd vil endnu engang forsøge at tage kontakt til relevante politikere for at sikre en god løsning, som redder grundlaget for apoteksfilialer og supplerende apoteker.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.