Er øboerne fremtidens klimaflygtninge?

I det nye år skal Folketinget tage stilling til en revidering af en lov om stormflod og stormfald. Sammenslutningen af Danske Småøer finder det problematisk, at der indføres en ny erstatningsmodel, hvorefter selvrisikoen stiger ved gentagne oversvømmelser.

I et høringssvar til lovforslaget skriver Sammenslutningen af Danske Småøer:

“På mange af øerne er digerne i en utidssvarende stand, på nogle mangler de helt, fordi det ikke tidligere har været nødvendigt. Men på øer som især Omø og Anholt beviste den sidste stormflod, at der er et nyt behov for kystsikring, som der ikke har været tidligere. At forstærke de nuværende diger og nybygning af diger er en opgave, der er omfattende og omkostningstung. Alt for omkostningstung til at pålægge de få øboere alene. Og uden de nødvendige diger så vil øboerne ikke bare leve en udsat tilværelse, deres boliger vil også falde i værdi, og er ulykken ude, kan det blive det blive en økonomisk ruin qua den høje selvrisiko. Så øboere og beboere i andre udsatte kystområder kan i en nær fremtid ende med at blive internt fordrevne klimaflygtninge”.

Sammenslutningen af Danske Småøer mener derfor, at staten må gå ind og tage et økonomisk medansvar for kystbeskyttelsen, evt. gennem langsigtede statslån. Desuden foreslår man at forhøje stormflodsafgiften til forsikringsselskaberne med eks. 100 kr. årligt og droppe erstatningsmodellen med en stigende selvrisiko.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *