En ny byrådsperiode i samarbejdets ånd

I disse dage indtager de nyvalgte kommunalpolitikere deres pladser i landets kommunalbestyrelser. En ny byrådsperiode begynder, og set fra landdistrikternes synspunkt er der grund til optimisme. Organisatorisk står landdistrikterne nemlig langt bedre rustet end for tre år siden. Dermed er en vigtig forudsætning på plads for et godt samarbejde mellem kommunalpolitikere og borgerne i landdistrikterne.

Den forhenværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sagde engang, at han da gerne ville tale med Europa. Han viste bare ikke, hvilket telefonnummer han skulle ringe til.

Den undskyldning har kommunerne efterhånden fået svært ved at bruge over for landdistrikterne. Hvis en politiker ønsker at tale med landsby X, kan han blot ringe til formanden for lokalrådet i den pågældende landsby. Og hvis den samme politiker ønsker at komme i dialog med alle kommunens landdistrikter på én gang, er det landdistriktsrådsformandens telefonnummer, han skal ringe til.

Den organisatoriske oprustning med lokalråd og landdistriktsråd har også givet bedre styr på baglandet, så landdistrikterne kan tale med en samlet stemme. Og mange landsbyer og lokalsamfund har lavet eller er i fuld gang med at lave udviklingsplaner, der udstikker borgernes egne visioner og mål for lokalsamfundets udvikling.

Kort sagt: Landdistrikterne står mange steder langt bedre rustet, end de gjorde for tre år siden.

Jeg er altså optimistisk, men vi skal samtidig være opmærksomme på de kommuner hvor landdistriktsorganiseringen skal bestå de sværeste prøver. Før jul kunne jeg læse en analyse i Jydske Vestkysten, der viste, at halvdelen af de nyvalgte politikere i Sydjylland var bosiddende i en af kommunernes to største byer. Til sammenligning husede de selvsamme byer kun 34 % af borgerne.

Jeg medgiver, at analysen er en anelse uklar. Men det var Jydske Vestkystens konklusion til gengæld ikke: Når landsbyen ikke længere har et lokalt byrådsmedlem, ligger vejen åben for institutions- og skolelukninger. Konklusionen er udtryk for en sognerådstænkning, som landdistrikterne ikke har nogen interesse i. – og som heldigvis også er stærkt på retur i de fleste kommuner.

Selvfølgelig er det en fordel at have personlige kontakter på rådhuset. Men det afgørende for landsbyernes overlevelse er ikke, om de har en lokal repræsentant i byrådet. Det afgørende er, at landsbyen har et velfungerende lokalråd, der har et godt samarbejde med kommunens politikere og embedsmænd. Der hvor samarbejdet fungerer, får lokalrådene også mulighed for at påvirke beslutningerne.

Landdistrikterne står stadig over for store udfordringer. Situationens alvor taget i betragtning kan landsbyer og lokalsamfund ikke tillade sig den luksus at sidde med hænderne i skødet og vente på, at kommunalpolitikerne løser problemerne for dem. Men erfaringen viser heldigvis gang på gang, at lokale ildsjæle kan skabe udvikling, forandring og fornyelse. Og når borgerne selv rykker, bliver politikerne nødt til at rykke med.

Den netop afsluttede byrådsperiode var præget af, at såvel landdistrikterne som politikere og embedsmænd skulle finde deres ben i den nye kommunale virkelighed. Nu hvor støvet efter kommunalreformen har lagt sig, har alle parter bedre overskud til at hinanden i øjnene. Må den kommende byrådsperiode blive i dialogens og det konstruktive samarbejdes ånd til gavn for alle borgere i landdistrikterne og dermed i sidste ende til gavn for kommunen som helhed.

Godt nytår!

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *