Borgmester: “Der er muligheder i en landdistriktskommune”

Der er muligheder i en landdistriktskommune
af Stén Knuth, borgmester, Slagelse Kommune 

(Bragt d. 17.08.2016 i Sjællandske)  

Som borgmester i Slagelse Kommune – en kommune som består af 3 købstæder med masser af opland – er det ganske naturligt, at vi vil vores landdistrikter. Optimismen spirer, vi vedligeholder vores vejnet til og fra landdistrikterne, og vi har, med succes, medvirket til virksomhedsudflytninger til vores landdistrikter. Samtidig understøtter og motiverer vi vores borgere – og nye borgere – til at bosætte sig i vores landsbymiljøer, for kun sådan kan vi tilsikre at disse overlever.

Urbaniseringen i Slagelse Kommune er ikke et fyord. Men vi ønsker gerne vores indbyggere fordelt over hele vores dejlige kommune.

I Slagelse Kommune har vi fået små 400 statslige arbejdspladser, herunder Søfartsstyrelsen, som har valgt at placere sig i Korsør. Og processen om at få disse nye pendlere til at bosætte sig er allerede i gang. I og omkring Korsør er der masser af dejlig natur – her er god infrastruktur, herunder motorvej lige uden for døren.

Folkemødet på Bornholm fastsegmenterede landdistriktskommunernes udfordringer omkring finansiering af virksomhedsudflytninger

På årets Folkemøde på Bornholm, hvor Slagelse Kommune i år var i samarbejde med 10 andre kommuner samt Landdistrikternes Fællesråd, var netop landdistrikter og udfordringerne omkring finansiering af virksomhedsudflytninger et af de store temaer, som Slagelse Kommune havde valgt som debatpunkt. 

Debatten var for ”fuldt telt”, og udfordringerne blev heftigt vendt og dokumenteret i form af bl.a. virksomheden Ostebørsen, som netop er udflyttet til Vemmelev som betegnes som landdistrikt i Slagelse Kommune. Jeg havde inviteret Ostebørsens direktør, Niels Kastrup, med til debatten, hvor samme Kastrup netop fortalte om de udfordringer hans virksomhed havde omkring finansiering. 

Det er et varmt emne som vedrører mange ekspansive virksomheder der er placeret i landdistriktskommunerne. Når dertil kommer nødvendigheden af optimale bredbåndsforbindelser, tillige med ønsket om bedre vilkår for landbrug- og fødevareproducenter, HAR vi en udfordring. 

Vi står som landdistriktskommune klart bag den 5-punktsplan som Landdistrikternes Fællesråd har formuleret. Heldigvis viste bl.a. Folkemødet, samt regeringens nu vedtagne vækstplan, at man vil landdistriktskommunerne som nødvendige krumtapper i balancen mellem by og land.

Glad i låget

Slagelse Kommune har befolkningstilvækst. Også i kommunens landdistrikter. Det vidner om at vores kommune er attraktiv. Man får meget for pengene ved at købe hus i vores kommune, hvor infrastruktur, grønne områder, skove og vand tiltrækker.

 Man bliver glad i låget, når smuk natur forenes med et pulserende by- og handelsliv inden for blot 20 minutters kørsel. 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.