Danmarksturné: Landsbyerne – i dag og i fremtiden


Fraflytningen fra land til by har været markant i de senere år, og det er i høj grad op til ildsjælene i landsbyerne, at holde lokalsamfundet i live. Det vil vi gerne stille spørgsmål ved. Er det den vej Danmark skal gå? Derfor har vi brug for din hjælp, din mening og dine oplevelser.


Kom og hør forskellige bud på landsbyernes fremtid, og vær med til at diskutere hvordan landsbyerne kan blive mere levedygtige, når Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Arkitektur Center går sammen om at afholde to eftermiddagsarrangementer i Egtved og i Hvalsø.

Omkring en femtedel af den danske befolkning bor i dag på landet eller i mindre bysamfund med op til 1.000 indbyggere, og dette tal er i løbet af de seneste ti år faldet med 7 pct., mens Danmarks samlede befolkningstal er steget med 5 pct.

Mange landsbyer har omstillet sig og fundet nye veje, bl.a. båret af et stærkt foreningsliv og ny erhvervsudvikling. Derfor ser man tendenser på modurbanisering. Andre oplever fortsat tilbagegang i befolkningstal, beskæftigelse mv. Derfor besluttede forligskredsen, der stod bag den politiske aftale om moderniseringen af planloven, at der nedsættes et udvalg med fokus på levedygtige landsbyer. 

Vi giver en kop kaffe, hvis du giver din mening

For at bidrage til udvalgsarbejdet afholder Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Arkitektur Center to eftermiddagsarrangementer, hvor alle interesserede er velkomne. Udvalget for levedygtige landsbyer vil deltage i arrangementerne, og forslagene vil indgå i deres videre arbejde med anbefalingerne. 

Formålet med arrangementerne er at skabe en debat med nytænkning og løsningsforslag til landsbyernes udfordringer. Hvad betyder det, når man flytter skoler, nedlægger kasserne og skære ned på busserne? Hvordan får man politikerne og medierne til at se på styrken i Danmarks Landsbyer? Eller er landsbylivet noget som kun høre fortiden til?

Arrangementerne vil blandt andet rumme følgende oplæg:

  • Hvordan styrkes den lokal strategiske kapacitet? V/ Hanne Tanvig, Københavns Universitet
  • Samarbejde på tværs af landsbyer V/ Rune Høy, Landsbyklyngen Mols i udvikling
  • Digitale muligheder for understøttelse af fællesskab V/ Rikke Skræddergård, Min Landsby
  • Nye muligheder på fødevaremarkedet V/ Hanne Risgaard, Skærtoft Mølle

Inviter dine venner, kollegaer og familie, og deltag selv i:

Egtved, Jylland, d. 14. september (klik for tilmelding)

Hvalsø, Sjælland d. 21. september (klik for tilmelding)

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.