Borgmestertopmøde: Hvordan sikrer vi vækst efter store anlægsprojekter?

FOLKEMØDET 2018: Store anlægsprojekter kan løfte hele områder, men hvordan sørger vi for, at udviklingspotentialerne indfries? Vær med, når tre borgmestre og formanden for Landdistrikternes Fællesråd sætter emnet til debat i Landdistrikternes Telt.

Femern Bælt-forbindelsen står for døren og kommer til at skabe en direkte forbindelse mellem metropolerne Hamborg og København. Byggeriet af den nye Storstrømsbro går snart i gang, og på Sydsjælland, Lolland-Falster og Fyn er en opgradering af rute 9 til diskussion.

Når anlægsprojekter i milliardklassen indtager et område, bringer det vækst- og udviklingspotentialer til en hel region. Men det kræver planlægning og en gennemtænkt strategi at forløse potentialerne og fastholde anlægsmilliarderne i områderne, der bygges i.

Hvordan sikrer man det fulde udbytte af store anlægsprojekter? Spørgsmålet er omdrejningspunktet lørdag den 16. juni fra 13.30 til 14.30 i Landdistrikternes Telt på Folkemødet, hvor Landdistrikternes Fællesråd har indbudt tre borgmestre til Borgmestertopmøde.

Borgmestrene i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner har meldt sig klar til debatten, og det glæder Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd:

 – Jeg glæder mig til at møde de tre borgmestre fra vores medlemskommuner til en god og konstruktiv debat om, hvordan man udnytter de enorme udviklingspotentialer i store anlægsprojekter. Projekter som Femern Bælt forbindelsen og Storstrømsbroen poster milliarder ind i områder, der har brug for hårdt brug for nye arbejdspladser og investeringer. Derfor rummer anlægsprojekter af denne størrelse fuldstændig fantastiske muligheder for at skabe vækst og udvikling i hele landet. Kunsten er at sikre, at udviklingspotentialerne udnyttes til fulde – også efter byggeriets afslutning, siger Steffen Damsgaard, der også deltager i debatten.

Alle tre borgmestre kommer med forskellige perspektiver på de anlægsprojekter, der står på tærsklen til at blive realiseret i deres kommuner.

Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen udtaler:

– De store anlægsprojekter er en fantastisk mulighed for hele regionen, ikke mindst de kommuner, som lægger jord til byggerierne. Men det kommer ikke bare af sig selv. Det er ikke bare appelsiner, der falder ned i turbanen. Derfor arbejder vi i Lolland Kommune også benhårdt for at få mest ud af byggerierne, mens de står på, men også på at fastholde momentum, når bro- og borebisser har pakket sammen, siger han og understreger:

– Det handler bl.a. om at forberede vores arbejdsmarked til byggerierne, for der vil blive job til alle borgere, der kan og vil. Og så handler det om at gøre kommunen attraktiv at bo og starte virksomhed i. Så dem, der kommer hertil, mens byggerierne står på, også bliver her bagefter. Det er begge opgaver, som har haft vores høje prioritet de sidste år, for selvom byggerierne giver os en fantastisk chance, så skal vi selv gribe den.

Borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed understreger, hvorfor det er væsentligt at have fokus på at skabe vækst efter store anlægsprojekter:

– Fordi vi jo ikke på sigt kan leve fra hånden og til munden, og nøjes med den vækst som ”tilfældigt” drypper ned i form af større anlægsprojekter i egen kommune eller nærliggende kommuner. De skaber vækst i en periode, men væksten er mindst lige så vigtig – måske endda endnu vigtigere – når anlægsarbejderne er udført. Alternativet er en stagnation eller tilbagegang, siger han.

Mikael Smed har også et bud på, hvordan man sikrer væksten efter anlægsarbejdet:

– De kommunale erhvervsserviceselskaber har en afgørende rolle her. Det er dem, der konkret arbejder med at gøre vores virksomheder i stand til at holde fast i væksten, efter opturen fra et stort anlægsarbejde lægger sig, siger borgmesteren i Vordingborg Kommune.

Fra Guldborgsund Kommune deltager borgmester John Brædder i debatten. For ham er arbejdskraften central i at sikre væksten efter store anlægsprojekter:

– Det altafgørende er god og stabil arbejdskraft, da det er medarbejderne, der genererer værdien i virksomheden. Vi har flere gange oplevet, at virksomheder, der flytter til Lolland-Falster med en satellit-afdeling, flytter flere og flere opgaver hertil netop, fordi arbejdskraften bare er bedre her. Efter de store anlægsprojekter er afsluttet, vil det stadig være attraktivt at fastholde virksomheden her netop på grund af arbejdskraftens kvalitet. Det er med til at fastholde væksten efter anlægsprojekterne og giver dermed en varig effekt. Det er vigtigt, siger borgmester John Brædder.

Mød alle tre borgmestre og formanden for Landdistrikternes Fællesråd lørdag den 16. juni fra 13.30 til 14.30 i Landdistrikternes Telt (A8). Debatten vil blive modereret af Brian Gardner Mogensen adm. direktør og partner i Realise-aps.dk.

Fakta: Landdistrikternes Telt

Landdistrikternes Telt på Folkemødet 2018 ligger i Danchells Anlæg (A8) og består af: Guldborgsund Kommune, Nordfyns Kommune, Sønderborg Kommune, Varde Kommune, Tønder Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Haderslev Kommune, Lolland Kommune, Odsherred Kommune, LAG, Benefit4Regions (B4R), Folketingets Udvalget for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.