Aabenraa vil udvikle fremtidens købsstad

[Aabenraa Kommune] De tre treams Transform/Gehl, COBE/SLA og Adept/Topotek1 er udvalgt til at deltage i konkurrencen om udviklingsplan Fremtidens Købstad – Aabenraa. De skal nu give deres bud på, hvordan Aabenraa udvikler sig til en moderne og levende købstad. Konkurrencen gennemføres i et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og Realdania.

Et stærkt og bredt ansøgerfelt af 13 arkitekt- og rådgivningsfirmaer har budt ind på konkurrencen for byplanprojektet ”Aabenraa – Fremtidens Købstad”. Formålet er at udvikle en langsigtet plan for, hvordan Aabenraa kan blive en af de mest levende og moderne købstæder i Danmark. Det skal ske samtidig med forberedelserne op til byens 700 års købstadsjubilæum i 2035.

Mange Købstæder er for tiden i gang med at finde nye ståsteder og ruste sig til fremtiden. Kokurrencen tager fat om nogle af købstædernes centrale problemstillinger. Håbet er, at resultaterne fra denne konkurrence kan inspirere andre købstæder med udfordringer, der ligner Aabenraas.

Proces skal kvalificere det endelige resultat
Konkurrenceprogrammet blev godkendt i Aabenraa Byråd i aftes. Derefter går tre udvalgte teams i gang med konkurrencen i maj. De skal i opstarten inspirere hinanden i en række fælles arbejdsmøder. Derefter arbejder de enkelte teams med hver deres bud på en udviklingsplan.

Udviklingsplanen skal blandt andet bestå af en bæredygtig og realiserbar strategi for, hvordan Aabenraa kan blive mere levende og moderne. Planen skal også give bud på Aabenraas rolle og relation til regionen og til grænselandet i fremtiden.

Som en del af udviklingsprojektet har borgere og erhvervsdrivende deltaget i tre offentlige workshops forud for selve konkurrencen. Ideerne herfra er indarbejdet i konkurrenceprogrammet. Desuden har forundersøgelser om handel, trafik, byrum, bygninger og klima dannet grundlag for konkurrenceprogrammet.

Den endelige vinder af parallelkonkurrencen udpeges i efteråret. Konkurrenceprogrammet kan ses på www.aabenraafremtidenskøbstad.dk. Her kan man også læse mere om udviklingsprojektet.

Følgende tre teams er udpeget:
•Transform (Underrådgivere: Gehl Architects, Kragh & Berglund landskab, Niras, Norsk institutt for kulturminneforskning)
•Cobe/SLA (Underrådgivere: Dansk Bygningsarv, Via Trafik Rådgivning, Henrik Persson (fremtidsforsker))
•Adept (Underrådgivere: Atkins, Topotek1, Thomas Fabian Delman(Kollision), Svante Lindeburg(Kontrapunkts Strategiafdeling), Jens Kvorning(Professor Kunstakademiets Arkitektskole), Kjell Nielsson(Parker og Urbane landskaber, Skov og Lanskab, LIFE), Arne Nielsen (Specialist i detailhandelskoncepter) og Evald Møller (Danbolig Aabenraa))

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.