Forslag til ny offentlig indkøbspolitik

[LDF] SF har lanceret et forslag til en ny offentlig innovativ indkøbspolitik, som har nogle interessante elementer i sig.  SF foreslår forsøg i udkantskommuner med en lokal forankret indkøbspolitik. Den skal give mulighed for at store opgaver og fælles indkøb via forpligtende fællesaftaler, også giver mulighed for mere lokale modeller.
Landdistrikternes Fællesråd håber, at forslaget vil ende med at flere lokale virksomheder og handlende får mulighed for at vise deres værd som leverandør, når både pris og lokal fleksibilitet er vigtige parametre for de offentlige indkøb. 
Landdistrikternes Fællesråd har i lang tid stillet spørgsmål ved den opnåede effekt ved den centralisering, der er sket med indkøb i stat, regioner og kommuner.  Kravet fra landspolitikerne til besparelser og effektiviseringer har været klare og dagsordenen har lydt på flere og større indkøbssamarbejder. 
Landdistrikternes Fællesråd er imidlertid tvivlende overfor, om der er så store besparelser ved de store centrale ordninger.

Vi har i den seneste tid lidt for ofte set skrækeksempler på dele af bindende fællesindkøb, hvor varerne alligevel er til skyhøje priser i kommunerne og den samlede gevinst dermed tvivlsom.
Hvis man brugte de samme kræfter på indkøbskoordinatorer, men ud over billigste indkøb også inddrog parametre som lokale indkøb og øget fleksibilitet ved indkøb kunne lokale leverandører formodentlig være konkurrencedygtige.

Det offentliges indkøb skal selvfølgelig leve op til de love, der er nationalt og krav udstukket fra EU. Men centraliseringerne går langt videre og det er ikke altid let at se udbyttet. 

Forslaget indebærer også mere måling af resultater end proces, hvilket bl.a. skal ske ved færre bureaukratiske regler og færre krav om udbudspligt samt fjernelse af privat udfordringsret.

Et andet spændende forslag fra SF er etableringen af et videnscenter for offentlig-privat innovation. Det er stedet, hvor der skal arbejdes med innovationsstrategier, udviklingsprojekter samt uddannelse af offentlige indkøbere. Hvis man samtidig placerer centret uden for de største byer og vækstcentre, kunne det ligge i tråd med SF’s tidligere udmeldinger omkring placering af videnscentre og offentlige arbejdspladser generelt.

 Der arbejdes desuden med en innovationspulje for offentlig innovation og offentlig-privat samarbejde, samt krav om åbne standarder i udbudsmateriale.

Forslaget om en mere dynamisk fortolkning af EU-regelsættet lyder meget positivt, såfremt at EU-reglerne – uden at bryde reglerne – kan tolkes mindre stramt.

Vi kender alle eksemplet med de kommunale institutioner fx skoler og børnehaver, som ikke kan bruge den ofte billigere lokale detailhandel, fordi man er bundet af centrale aftaler.

Landdistrikternes Fællesråd ser positive elementer i SF`s samlede forslag uden at have forholdt sig til alle delelementer. Det er dog et ønske fra organisationen, at midlerne ikke hovedsageligt hentes i Fornyelsesfonden, som er et eksisterende initiativ, der giver fundament for arbejdspladser i hårdt trængte yderområder. Midlerne må i stedet findes andre steder, slutter Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *