115 mio kr. til udvikling af livskvaliteter i yderområder

[Realdania] De danske landdistrikter og udkantsområder er ramt af afvandring, men der er masser af potentiale til at vende udviklingen, mener man i fonden Realdania, der med en ny kampagne vil sætte fokus på yderområdernes mange fordele – smuk natur, velbevarede bygninger, lokalt engagement.
Med kampagnen, som hedder Stedet Tæller, følger en pulje på 115 millioner kroner, som kan søges af kommuner, borgerforeninger, lokale aktionsgrupper og private idémagere, der har visioner for at udnytte og udvikle herlighederne i deres lokalområde.

Udnytte stedbundne potentialer
Med Stedet Tæller vil Realdania være med til at styrke udkanternes planlægning, bosætning og turisme, forklarer direktør Hans Peter Svendler. – Det kan vi gøre ved at fokusere på de enkelte steders særlige karaktertræk og potentialer: Vi skal ikke skabe landet om til byen, men ved at udnytte de stedbundne potentialer, kan vi være med til at styrke livskvaliteten i de danske yderområder, forklarer han. ”Stedbundne potentialer” kan for eksempel være kulturarv i form af bygninger og landskaber, naturområder eller lokale håndværk. Det kan også betyde en særlig lokal kultur, viden, selvforståelse eller sociale netværk.

– Stedbundne potentialer er ikke et vidundermiddel, som kan vende befolkningstilbagegang til vækst. Men strategier, aktiviteter og fysiske projekter, som synliggør og dyrker de stedbundne potentialer, kan bidrage afgørende til en positiv og bæredygtig udvikling i yderområderne, forklarer Hans Peter Svendler.

– Fordi der er noget at bygge videre på. Fordi der er noget at komme efter. Fordi stedet tæller, erklærer han.

Til projekter i 34 kommuner
De 115 millioner kroner udloddes over en femårig periode. Pengene kan søges til projekter i de 34 kommuner, der omfattes af den differentierede planlov, betegnes som en yderkommune i forhold til uddelingen af landdistriktsmidler eller er berettiget til at modtage strukturfondsmidler af EU.

Derudover kan der også søges støtte til projekter på en række småøer, der rent formelt ikke tilhører yderområderne.

Der er ansøgningsfrist den 16. januar.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *