Infrastrukturplan rummer gode skridt mod et mere sammenhængende land

Regeringen har i dag præsenteret sin plan for infrastruktur i Danmark. Planen rummer en række gode forslag i forhold til at skabe et mere sammenhængende land. Sådan lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd.

Flere motorveje, en tredje Limfjordsforbindelse, flere ladestandere til elbiler, en pulje til mindre trafikprojekter og store investeringer i kollektiv transport i hele landet. Sådan lyder nogle af elementerne i den infrastrukturplan, regeringen præsenterede torsdag.

– Regeringen lægger ud med gode ambitioner om at bruge infrastrukturen til at gøre hverdagen lettere for borgere i hele landet og binde Danmark bedre sammen. Det er positivt, at regeringens plan rummer større opgraderinger og udbygninger af det eksisterende vejnet både i form af nye motorvejsstrækninger og forbindelser, der samlet er med til at binde landet bedre sammen, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Og det er vigtigt, for en sammenhængende infrastruktur er en af nøglerne til vækst, bosætning og velstand i hele landet. Derfor håber jeg, at de kommende forhandlinger på området vil skabe endnu stærkere forbindelser rundt i landet.

Småveje må ikke overses

Regeringen lægger i sin plan op til at afsætte en pulje på 6,5 mia. kr., der skal bruges på mindre trafikprojekter, såsom omfartsveje, overhalingsspor og trafiklys landet over, og som har til formål at forbinde land og by.

Landdistrikternes Fællesråd har tidligere agiteret for en småvejspulje, der med 500 mio. kr. over fem år skal udbedre det usammenhængende og utrygge vejnet i landdistrikterne, som visse steder udgør en hæmsko for bosætning og virksomhedsdrift.

Og det er afgørende for Landdistrikternes Fællesråd, at midlerne i regeringens udspil også bliver brugt på de mindre veje.

– Det er meget positivt, at der er afsat 6,5 mia. kr. til at forbedre vejnettet. For mange danske landdistrikter døjer med et usammenhængende og utrygt vejnet. Småvejene er nogle steder så smalle, at to biler dårligt kan passere hinanden. Det er ikke alene en sikkerhedsmæssig udfordring, det hæmmer også mobiliteten, siger han og tilføjer:

– Derfor har vi en klar forventning om, at midlerne også bliver brugt til at højne kvaliteten af de små veje og opdatere dem på en måde, der gør det lettere at bo og leve på landet.

Behov for pulje til ladestandere i landdistrikterne

Derudover er den fremlagte plan for el-ladestandere ikke tilstrækkelig til at få hele Danmark løftet ind i en grønnere transportfremtid, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– En fremtidssikret infrastruktur medvirker til at skabe optimale betingelser for et grønnere Danmark, hvad angår transportmulighederne i hele landet. Her havde jeg gerne set mere ambitiøse planer for en omfattende national el-ladeinfrastruktur. For der er i den grad behov for at udvikle et finmasket net for el-ladestandere, som gør det muligt at vælge elbilen til i hele landet, siger han og tilføjer:

– Det handler om at skabe de fornødne økonomiske rammer for at udbygge ladeinfrastrukturen uden for de største byer. Her havde jeg gerne set en pulje til medfinansiering af ladestandere i landdistrikterne, hvor der er længst mellem de nuværende lademuligheder.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk Signe Lauge Bach, public affairs assistent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 22 67 22 12, mail: sba@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail