Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer og Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Alle mennesker bekymrer sig. Men det er ofte meget forskelligt, hvad vi bekymrer os om – alt efter om vi er unge, gamle, velhavende, fattige, sunde eller raske. Eller hvor vi bor. Og det med, hvor vi bor i landet, viser sig at være afgørende for, hvor meget vi bekymrer os, og hvad vi bekymrer os om.
På trods af de seneste års politiske fokus på landdistrikterne så peger nye tal fra Landdistriktsbarometeret 2022 på, at ikke mindst de økonomiske bekymringer for fremtiden er ulige fordelt mellem land og by.
Øverst på danskernes politiske dagsorden står to ting: Klima og økonomi. Men hvor klimadagsordenen er entydigt størst i storbyerne, så fylder de økonomiske bekymringer markant mere i land- og yderkommunerne.
Det viser sig blandt andet i en bekymring for stigende energi- og fødevarepriser, der er størst hos borgere på landet. Når man ser på fremtidens jobmuligheder i lokalområdet, er der også mere skepsis at spore hos landdistriktsborgere.
Når læren fra finanskrisen i 2008 er, at kriser på langt sigt kradser hårdere på landet, så er det vigtigt at tage landdistriktsborgernes bekymringer seriøst. Finanskrisen har i kombination med mange års centraliseringsreformer skabt den kulmination på kløftedannelse mellem land og by, som udfoldede sig under folketingsvalget i 2015. Dét, der senere blev døbt et ”oprør fra udkanten”.
Vi er nødt til at lære af finanskrisen – også når det gælder geografisk balance. Det kræver politisk opmærksomhed på de skæve konsekvenser, en økonomisk krise kan have for vores land – og for sammenhængskraften. Vi skal turde sætte tal på – hvor mange flere jobs, vil vi på sigt skabe i landdistrikterne, og hvordan skal udviklingen i BNP være? Vi har ganske enkelt brug for en ambitiøs 2030-plan for landdistrikterne.
Man bekymrer sig i landdistrikterne. Også om klimaet. Men bekymringerne for klodens tilstand er i landdistrikterne suppleret af en bekymring for de helt nære udfordringer, der også er forbundet med klimadagsordenen. Der er for eksempel den nødvendige omstilling af boligopvarmningen, som en større del af befolkningen i landdistrikterne selv må klare, fordi fjernvarme ikke er muligt i samme udstrækning.
Den grønne omstilling er en samfundsopgave, som hele landet skal bidrage til at løse. Men lige nu er byrden ulige fordelt. Og det trækker veksler på sammenhængskraften.
For ude i landdistrikterne, hvor vores medlemmer bor, lever vi af produktion. Det er her mælken, kødet og den grønne strøm produceres. Det, der senere giver mad på bordet og strøm til vores hjem – også i byerne.
“Den grønne omstilling er en samfundsopgave, som hele landet skal bidrage til at løse. Men lige nu er byrden ulige fordelt. Og det trækker veksler på sammenhængskraften.”
Det er her, at Produktionsdanmark, som tjener eksportkronerne hjem, befinder sig. En CO2-afgift kan i den grad mærkes for de mange virksomheder i landdistrikterne, der står over for en stor opgave i at skulle omstille sig og samtidig kunne konkurrere på et globalt marked.
På trods af en øget klimabevidsthed på landet, er det de færreste, der mener, at det må koste arbejdspladser. I undersøgelsen svarer 73 pct. af beboere på landet, at det er vigtigt, at en CO2-afgift ikke fører til færre arbejdspladser i landdistrikterne. Blandt byboere er tallet 54 pct. Det viser, at land og by langt hen ad vejen faktisk er enige om, at en CO2-afgift ikke må skævvride Danmark geografisk – men at det alt andet lige fylder mest på landet.
Vi håber, at Landdistriktsbarometeret kan bidrage til at kvalificere væsentlige samfundsdebatter om forholdet mellem land og by. Aflive myter, sætte spot på bekymringer og ikke mindst understrege vigtigheden af en øget forståelse for landets forskelligheder.
Indlægget er tidligere bragt på avisendanmark.dk