Skoler igen på skafottet..!

Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, om at 43 pct. af kommunerne forventer at lukke skoler i 2013 for at effektivisere.   

Siden 2007 er hver sjette skole nedlagt eller lagt sammen med en anden skole. I Landdistrikternes Fællesråd har vi oplevet, at størstedelen af de nedlagte skoler er beliggende i landdistrikter i landsbyer. I den nuværende kommunale valgperiode har der været næsten en massakre på de mindste skoler.

Landdistrikternes Fællesråd vil gerne medgive, at skoler kan blive for små til, at man kan forvente en kommune opretholder et kommunalt tilbud. Men vi ser også tydeligt, at der er kommuner, som nu vil nedlægge eller påtænker at nedlægge skoler af en størrelse, hvor de både fagligt og økonomisk er bæredygtige. Det er ikke acceptabelt, at det igen er landdistrikterne, der må holde for.

Lands- og kommunalpolitikere skal kende konsekvenserne
Landdistrikternes Fællesråd vil gå ind i sagen under den igangværende debat om folkeskolen som aktuelt foregår landspolitisk. Lands- og kommunalpolitikerne skal vide, hvilke konsekvenser det har for befolkningen i landdistrikterne og landsbyerne, når man lukker en skole.

De skal være opmærksomme på den negative spiral, man starter i et lokalsamfund ved en nedlæggelse af skolen. Derfor er det vigtigt, at processen og analysematerialet forud for en strukturdebat i en kommune er så grundig som muligt.

Landdistrikternes Fællesråd ønsker at fokusere på kvaliteterne og de andre muligheder for læring, som skoler i landdistrikterne ofte kan tilbyde. Selv eksperter inden for pædagogik og undervisning anerkender, at det er muligt at drive gode og mindre skoler i landdistrikterne uden, at det går ud over læringen til eleverne.

Landdistrikternes Fællesråd vil i den kommende periode sætte ekstra fokus på skoler i landdistrikterne.

Læs også: Udsigt til flere skolelukninger i 2013

 

Dette indlæg blev udgivet i Formandens indlæg. Bogmærk permalinket.