Sundhedsministeren må gå i rette med baglandet

Det nytter ikke at regeringen sætter penge af til læger i yderområderne, når andre instanser blokerer. LDF ser gerne, at pengene også bruges til nye praksis på landet.

Partierne bag finansloven skal have stor ros for at sætte penge af til en bedre læge-dækning i yderområderne, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Men han opfordrer samtidig kraftig sundhedsministeren til at få baglandet på plads, når pengene skal fordeles. Ellers vender de 250 mio. kr. ubrugte tilbage til statskassen – og så er det hele bare en tom gestus, der ikke gavner landdistrikterne, forudser formanden.

Vi har flere eksempler på, at læger, der gerne vil oprette en lægepraksis på landet har fået nej, fortsætter Steffen Damsgaard. Civilstyrelsen har netop afvist en lægepraksis i Brobyværk, fordi den ikke måtte ligge i tilknytning til den eksisterende idrætshal. I Region Syddanmark fik en ung læge nej til at genåbne en tidligere lægepraksis i Sommersted, fordi der ingen ”ledige” patienter var. De var blevet fordelt mellem områdets øvrige læger, da den gamle læge lukkede.

I forvejen er det svært at skaffe praktiserende læger i yderområderne. Derfor må ministeren og regionspolitikerne fremstå som ansvarlige politikere og vise handlingsorienteret smidighed frem for at hænge sig i forældede stive regler, fastslår Steffen Damsgaard.

Steffen Damsgaard understreger, at pengene både bør bruges til at åbne nye praksis og til renovering og samdrift af eksisterende praksis i yderområderne, så de fremstår attraktive for unge kommende praktiserende læger på fx lejebasis. Der er i høj grad brug for udvikling af eksisterende praksis og etablering af nye praksis, så det sundhedsmæssige sikkerhedsnet under landbefolkningen kan forblive acceptabelt.

Utrygheden bliver mere og mere udtalt på landet efter de store sygehussammen-lægninger, der ofte betyder halve og hele timers transport for at få læge- og sygehushjælp, siger Steffen Damsgaard. Det akutte beredskab risikerer fremover at blive uanstændig visse steder i landet, og hvis der samtidig mangler praktiserende læger, så er det helt uacceptabelt. Desuden er udkantskommunerne generelt tappet for servicetilbud.

Yderligere oplysninger hos:
LDF´s formand:  Steffen Damsgaard, tlf. 51 74 00 62, formand@landdistrikterne.dk
LDF´s direktør:  Carsten Blomberg Hansen, tlf. 29 91 19 50, cbh@landdistrikterne.dk
 

Dette indlæg blev udgivet i Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *