Sig hvor du bor, og jeg skal sige, om du får en uddannelse

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd skriver:
Jeg tror ikke, bestyrelsen for University College Sjælland (UC-SJ) er dårlige mennesker. Men jeg tror, de er så optaget af økonomien, at de glemmer hensynet til de unge i regionens yderområder. 

På anden vis kan jeg ikke tolke den indstilling skolens bestyrelse har sendt til Region Sjælland. Ifølge indstillingen vil UC-SJ samle alle sine uddannelser indenfor et snævert geografisk område midt på Sjælland i de såkaldte campus-byer: Roskilde, Næstved, Slagelse og Vordingborg. For at få kabalen til at gå op – den økonomiske formoder jeg – lukkes flere skoler og seminarier, ligesom Nykøbing Falster nedlægges som campusby.

Der er 210 km fra Sjælland Odde til Gedser, alligevel lægger man tre af de fire campus-byer med en indbyrdes afstand på 25-40 km. Til gengæld tømmes med ét slag Nordvestsjælland og Lolland-Falster for mellemlange, videregående uddannelsestilbud til de unge.

8 ud af 10 får længere til uddannelse
Det må være pengene, der dikterer denne skæve beslutning. For elever er der nok af. Alene de to kommuner på Lolland-Falster har over 110.000 indbyggere, og ikke mindre end 80 pct. af eleverne på den nu lukningstruede campus Nykøbing Falster kommer herfra. Beslutningen betyder altså, at 8 ud af 10 elever får 30-90 km længere hver vej for at komme i skole, mens 2 ud af 10 får kortere. Det forekommer ikke logisk.

Jeg ser to problematiske forhold ved denne beslutning. Det ene er, at man fjerner et velfungerende uddannelsessted med høj score fra et område, hvor flest – både set på landsplan og regionalt – kun har folkeskolens grundskole bag sig. Flere undersøgelser viser, at unge fra udkantsområderne hyppigere dropper ud af uddannelsen, og at der er en vis proportionalitet mellem dét og afstanden til uddannelsesstedet. Ugebrevet A4 har netop offentliggjort, at 65 pct. af de ufaglærte fortryder, at de ikke tog en uddannelse, og at bare én pct. af dem efterfølgende er i gang med at videreuddanne sig. Det er for svært at skifte den faste løn ud med en SU, når man først har fået mand/kone, barn og bolig.

Svigter med koldt blod
Det andet problematiske ved beslutningen er, at hvor Midtsjælland i forvejen er i en rivende udvikling kæmper Guldborgsund og Lolland kommuner for at udvikle sig efter en længerevarende nedgangsperiode. Det havde klædt UC-SJ’s bestyrelse at give de to kommuner fair rammebetingelser og bevare campus Nykøbing F. Ikke mindst fordi Lolland-Falster er Region Sjællands eneste udkantsområde og især fordi lov om professionshøjskoler og UC-SJ egne vedtægter klart siger, at skolerne skal bidrage til regional vækst herunder i udkantsområderne. En forpligtelse bestyrelsen svigter med koldt blod.

Uddannelse er et af de helt basale rammevilkår i landdistrikter og yderområder. Uden uddannelsesmuligheder afvikles og smuldrer yderområder gradvis men sikkert. Bosætning, erhvervsudvikling og rekruttering kommer ud i en negativ spiral. Det er en udvikling som kræver en helhedsorienteret landspolitisk handling nu for at bremse. Kun ved at sikre professionshøjskole-tilbud som læreruddannelse, sygeplejersker, socialpædagoger, og andre uddannelser i udkantsområder kan vi skabe en positiv samfundsudvikling og dermed flere uddannede hænder til de offentlige arbejdspladser.

Se på gymnasierne
Har UC-SJ gransket muligheden for at have fælles ledelse med andre uddannelsesretninger med fordeling af specialer og udvikling af specielle uddannelsestilbud? Det giver større elevgrundlag, og så kunne UC-SJ have udviklet sig yderligere og sikret fortsat uddannelsestilbud i fx Holbæk, Haslev og Sorø.

Har UC-SJ løbet relevante myndigheder og ministerier på dørene for at få et udkantstilskud i form af forhøjet grundtilskud eller taxametertilskud pr elev for at opretholde gode kvalitative uddannelser i udkantsområder? Det princip kender man allerede med stor succes hos de almene gymnasier, og er noget Landdistrikternes Fællesråd ønsker gennemført.

UC-SJ’s beslutning må forurolige Regions Sjælland og Undervisningsministeren, der kan se, at regeringens målsætning om, at 95 pct. af de unge skal have en ungdomsuddannelse, og 50 pct. en videregående uddannelse, skrider mere og mere.

Region Sjælland har en afgørende mulighed for at sende et kraftigt signal til UC-SJ og undervisningsministeren om, at det er en ommer! Bertel Haarder er en erfaren herre. Jeg kan dårligt tro, at han og regeringen vil acceptere UC-SJ’s beslutning.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *