Kommuner vil redde busruter

Danske Kommuner skriver:
I aften ventes Region Syddanmark at svinge sparekniven over 23 busruter. Men borgmestrene i Vejle og Kolding er indstillet på at gøre noget for at redde i hvert fald nogle af ruterne. 

Region Syddanmark ventes på et møde i aften at beslutte, at 23 busruter skal beskæres eller helt lukke.

Det er sket som følge af blandt andet stigende oliepriser og en afmatning i antallet af passagerer på ruter i landdistrikterne, hvilket har presset busselskabernes økonomi hårdt.

Frygten for indskrænkning af busruter har ført til massive protester i de berørte landsdele. Men måske er der alligevel håb at hente. I dag oplyser P4 Trekanten, at borgmestrene i Kolding og Vejle er parate med økonomisk støtte.

– Kommunerne vil sikre, at nogle af ruterne opretholdes, siger Vejles borgmester Leif Skov.

Sammen med Koldings borgmester er han blandt andet indstillet på at sikre rute 207 Vejle-Ødsted-Gravens-Kolding.

Alene indenfor Vejle kommunes område er der ifølge region Syddanmark lagt op til, at seks busruter nedlægges. I hele Trekantsområdet vil det gå ud over 13 busruter.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *