Er uddannelse en selvfølge? – pressemeddelelse

Udsendt af Landdistrikternes Fællesråd den 19. november 2008:
Sådan er det med uddannelserne på Sjælland og Lolland-Falster, konstaterer formanden for Landdistrikternes Fællesråd. Han vil råbe Region Sjælland og undervisningsministeren op.

Professionshøjskolen, University College Sjælland (UC-SJ), har med deres centralisering af de videregående uddannelser tilsidesat alle hensyn til de unge i yderområderne, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Han reagerer skrapt på UC-SJ beslutning om at koncentrere de videregående uddannelser indenfor et snævert geografisk område midt på Sjælland i de såkaldte campus-byer: Roskilde, Næstved, Slagelse og Vordingborg. Samtidig nedlægger man en del skoler og seminarier plus Nykøbing Falster som campusby. Det efterlader hele Nordvestsjælland og Lolland-Falster uden videregående uddannelsestilbud til de unge.

Steffen Damsgaard undrer sig over, at UC-SJ ikke har fastholdt og udviklet de nuværende uddannelsessteder. Eller som alternativ udnævnt Holbæk til campusby og fastholdt Nykøbing Falster – evt. i stedet for Roskilde og Vordingborg. Midtsjælland er i forvejen i en rivende udvikling. Derimod kæmper Guldborgsund og Lolland kommuner for vækst og udvikling efter en længerevarende nedgangsperiode.

Flere løsninger
Uddannelse er et af de helt basale rammevilkår i landdistrikter og især yderområder, både når det gælder udvikling og at sikre de unge en uddannelse. Uden uddannelsesmuligheder afvikles og smuldrer yderområder gradvis men sikkert. Bosætning, erhvervsudvikling og rekruttering kommer ud i en negativ spiral. Det kan kun bremses gennem en helhedsorienteret landspolitisk handling nu. Ved at sikre professionshøjskoletilbud som lærer, sygeplejersker, socialpædagoger, og andre uddannelser i udkantsområder kan vi skabe en positiv samfundsudvikling.

Steffen Damsgaard ser flere løsningsmuligheder for at fastholde uddannelse i yderområderne. Uddannelsessteder spredt over større geografiske afstande kan have samme ledelse og fordele specialer og udvikle specielle uddannelsestilbud. Det kunne sikre fortsat uddannelsestilbud i fx Holbæk, Haslev og Sorø.

En anden logisk løsning er, at professionshøjskolerne og generelt alle uddannelser i yderområder får et udkantstilskud i form af forhøjet grundtilskud eller takstmetertilskud pr. studerende. Det princip kender man allerede med stor succes hos de almene gymnasier.

Landdistrikternes formand vil nu kontakte Region Sjælland og undervisningsministeren for at få UC-SJ’s beslutning omgjort.

Region Sjælland har en afgørende mulighed for at sende et kraftigt signal til UC-SJ og Undervisningsministeren om, at det er en ommer! Bertel Haarder er en erfaren mand, jeg kan dårligt tro, at han og regeringen vil acceptere UC-SJ’s beslutning, siger Steffen Damsgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *