Årets lokalsamfund

Vejle Kommune meddeler:
Vejle Kommune gentager nu succesen fra 2008, som var det første år, hvor kommunen kårede Årets Lokalsamfund. Nomineringer til Årets Lokalsamfund efterlyses – det var et scoop at blive Årets Lokalsamfund! Fortæller en begejstret næstformand for lokalrådet i Smidstrup/Skærup, Lars Bo Bondesen. Byen fik mere opmærksomhed både før og efter kåringen, og nu er vi mere stolte over at bo i Smidstrup.

At blive kåret som Årets Lokalsamfund kan være en ordentlig vitamin-indsprøjtning for lokalsamfundet, da det er med til at markedsføre byen og dermed gøre den mere attraktiv for nye borgere både på lokalt niveau, men også på landsplan. En del af præmien er, at byen deltager i Årets Landsby, en landsdækkende konkurrence arrangeret af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. Herudover lægger kommunen op til, at der skal følge en kontant præmie med kåringen.

Alle kan indstille deres yndlingsby
Vejle kommune opfordrer nu alle i lokalsamfundene til at foreslå deres by som Årets Lokalsamfund 2009 i Vejle. Man skal dog have argumenterne i orden i forhold til dette års tema, som i øvrigt stemmer overens med kriterierne for Årets Landsby:
”Børn og unge på landet. Et lokalsamfund som skaber udvikling gennem gode, sunde og inspirerende rammer for børn og unge, og som ad den vej fastholder og tiltrækker familier med børn og unge.”
– Det er vigtigt at lokalsamfundene kommer ud af busken og får gjort opmærksom på sig selv, siger Guðny Vang fra Udviklingssekretariatet.
– Vi ved fra vores daglige arbejde med puljeordninger til landdistrikterne, at der er mange lokalsamfund, som gør et stort arbejde for at udvikle gode rammer for børn og unge og deres familier. Men hvis borgerne ikke selv indstiller deres landsby, så kan byen ikke blive nomineret.
Den landsby af de nominerede, som bedst lever op til årets tema, bliver kåret som vinder.

Smidstrup rider stadig på bølgen
Der er sket meget for Smidstrup siden den i marts i år løb af med sejren som Årets Lokalsamfund 2008 blandt i alt ni nominerede.
– Udover de åbenlyse resultater som mere omtale og at blive ”plottet” på Danmarkskortet, så har det styrket vores fællesskabsfølelse i byen, fortæller Lars Bo Bondesen.
Smidstrup fik som en del af præmien lavet en film om byen. Filmen er en af 10 film om lokalsamfund i Vejle. De bliver præsenteret ved en stort anlagt premiere i Lido Biograferne i Vejle 10. november. Her deltager både borgmester og fødevareminister og en masse andre indbudte gæster.

Fakta om Årets Lokalsamfund
Årets Lokalsamfund: En årligt tilbagevendende udvælgelse blandt indstillede lokalsamfund i Vejle Kommune.
Hvem kan indstille: Alle kan indstille en kandidat.
Hvem kan indstilles: Alle lokalsamfund/landsbyer i Vejle Kommune (udenfor City-/Centerbyerne).
Kriterier: De varierer. I 2009 kåres det lokalsamfund, der har gjort en særlig indsats for at skabe gode rammer for børn og unge og deres familier
Udvælgelse: Eksterne eksperter hjælper med at udvælge tre kandidater. Herefter kårer Udvalget for Landsbyer og Nærdemokrati og LAG-bestyrelsen vinderen.
Offentliggørelse: Vinderen offentliggøres på årets landdistriktskonference. Næste gang 28. marts 2009 i Smidstrup.
Frist for indstilling: 31. december 2008
Hvordan: Send din indstilling med begrundelse og gerne billeder til Udviklingssekretratiatet, Vejle Kommune, Skolegade 1, 7100 Vejle, eller til mail udviklingssekretariatet@vejle.dk
Kontaktperson Guðny Vang, Udviklingssekretariatet, Vejle Kommune, tlf. 76811505/21293989

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *