Finalister til Årets Landsby får komitebesøg

Feltet er snævret ind til tre landsbyfinalister, der alle er mestre udi digital opfindsomhed. Nu kan de tre landsbyer Ansager, Over Jerstal og Vallekilde pudse deres digitale påhit. Snart får de nemlig besøg af den bedømmelseskomite, som skal kåre Årets Landsby 2017.

Borgerne i de tre landsbyer Ansager i Varde Kommune, Over Jerstal i Haderslev Kommune og Vallekilde i Odsherred Kommune skal have styr på den digitale infrastruktur, der tillader dem at fremvise de digitale innovationer, som har gjort dem til finalister i kampen om at vinde titlen ”Årets Landsby 2017”.

Konkurrencens bedømmelseskomite aflægger nemlig visit i landsbyerne den 20. og 21. maj. Pressen er velkommen til at deltage. 

– Det er vores mulighed for at se den digitale idérigdom og fælles handlekraft, der lyste ud af finalisternes ansøgninger, foldet ud i virkeligheden, lyder det fra bedømmelseskomiteens formand, Annette Vilhelmsen, der også er direktør for Tietgen.

Prisen Årets Landsby uddeles for 21. gang i år. Bag prisen står Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark. Med temaet Den Digitale Landsby vægter bedømmelseskomitteen særligt tiltag og idéer, som kan udvikle og fremtidssikre de danske landsbyer i et digitalt århundrede, fortæller komiteens formand.

– Hver eneste dag arbejder lokale ildsjæle på at gentænke deres landsby og sikre at den kan fastholde og tiltrække borgere. På den måde er de med til at skabe grundlaget for, at Danmarks landdistrikter og yderområder forsætter med at have et blomstrende landsbyliv. Deres stædige og frivillige indsats fortjener en hyldest. Det får den med denne pris, lyder det fra Annette Vilhelmsen.

Og de lokale ildsjæle har da heller ikke i sinde at give op uden kamp. De tre landsbyer er hver og en i gang med at forberede komiteens besøg.

I landsbyen Vallekilde, der ligger i Odsherred Kommune, har borgerne taget den digitale udvikling i egne hænder. De har blandt andet skabt en interaktiv plakatsøjle, muliggjort betaling med mobilepay i bylauget og lavet en virtuel Grejbank, hvor borgerne kan dele alt fra tværfløjter til lift med hinanden.

Besøget til Vallekilde bliver lørdag den 20. maj kl. 11.00. 

Landsbyen Ansager i Varde Kommune har sikret den interne kommunikation med nyheds- og kommunikationsplatformen Ansager.info, der havde et månedligt besøgstal i 2016 på over 30.000. Her kan landsbyens beboere, forretningsdrivende og foreningsliv udveksle stort og småt om livet i byen. Landsbyen har også lavet en digital udviklingsplan for 2020.

Besøget til Ansager bliver søndag den 21. maj kl. 10.00. 

I Haderslev Kommune ligger landsbyen Over Jerstal, der har kæmpet for sin digitale infrastruktur. I dag har landsbyen både Stofa Fiber, Yousee og ADSL. Byens borgerforening har opsat QR-koder i byparken og købt et 3D-kamera for at kunne gengive landsbyen i Virtual Reality.

Besøget til Over Jerstal bliver søndag den 21. maj kl. 13.00.

Vinderen af Årets Landsby 2017 bliver kåret til sommer.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, pressechef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail