Skal lokalskolen udvikles eller nedlægges ?

Konferencen

Den 9.februar 2010 deltog jeg som bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Landsbysamfund i konferencen: Skal lokalskolen udvikles eller nedlægges arrangeret af Sophia Tænketank. :” Knapt 150 deltagere fra hele landet repræsenterende både Folketingets Uddannelsesudvalg, kommunalpolitikere, skoleforvaltninger, skolebestyrelser, skoleledere, lærere og pædagoger, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Skole og Samfund, Landsforeningen af Landsbysamfund, Pædagogiske Psykologers Forening, Friskolernes Kontor, lærerkredse, skolepsykologer, skolekonsulenter og enkelte journalister overværede i alt 8 oplæg og deltog i 2 gruppearbejder, hver af 1 times varighed. Det hele med henblik på at kvalificere både debat og beslutningsproces, når lokalskolen skal drøftes med henblik på udvikling eller nedlæggelse”

Det var en dag med koncentreret indspark fra kompetente indlægsholdere, og engagerede deltagere, som debatterede i bredt sammensatte grupper. Vi fik ikke tid til at stille spørgsmål til oplægsholderne, for som arrangørerne sagde: De er hver især så dygtige på deres område, at der ikke er grund til at stille spørgsmål ved det de fortæller.

1. Læringsmiljø og faglig kunnen.

Læge og hjerneforsker Kjeld Fredens oplæg lagde vægt på, at faglig viden ikke er målet i sig selv, men at faglig viden er forudsætningen for, at kunne udvikle nye og værdifulde ideer, og være i stand til at føre dem ud i livet. At det er vigtigt at få lært værdien af egenskaber, som fokus på resultatet, opnå selvdisciplin og være samvittighedsfuld. Han fortalte om at have fokus på processen og det vigtige i at have den indre motivation for at tilpasse sig både individuel læring, og læring med andre.

Professor Per Schultz Jørgensen er børne- og familieforsker. Han lagde vægt på, at den sociale dimension – læringsfællesskabet – er en forudsætning for pædagogikken. Uden trivsel: det at have venner, at være accepteret og føle sig anerkendt kan den enkelte ikke modtage undervisning og dermed blive fagligt dygtig. Det at glæde sig til dagen – at blive mødt af en der holder af dig – det er fundamentet, som eleverne har brug for. Der er opbrud i samfundet og i familierne og fordi medierne i dag har fået så stor indflydelse, er mange udsat for kulturel og personlig forarmelse. Derfor er klasserums-kulturen – læringsfællesskabet om muligt endnu vigtigere i dag end tidligere.

2. Fup eller fakta

Nikolaj Lubanski er direktør for Professionshøjskolen Metropol, ph.d. Han opfordrede til ærlighed omkring, at kommunerne gennemfører strukturændringer på skoleområdet for at spare penge. Kvalitet i undervisningen er ikke afhængig af skolestørrelse, men af lærernes og skoleledelsens professionalisme. Pisa undersøgelsen fra 2000 – 2006 påviste ikke sammenhæng mellem resultater og skolestørrelse. Nyere undersøgelser viser yderligere, at mindre skoler er bedre til at skabe sammenhæng fordi lederne er tættere på lærerne og deres faglige udvikling. Han opfordrede til et opgør med måden vi gør tingene på – administration og opgaver som f.eks. byggeprojekter fylder for meget ved skolelederne.

Peter Allerup, professor i pædagogisk statistik, Danmarks Lærerhøjskole DPU slog fast, at han ikke er enig i påstanden om, at statistikker fra bl.a. pisa undersøgelser gav bedre resultater for skoler med over 600 elever. Socioøkonomiske forhold giver så store påvirkninger af resultaterne, at der kun er 0,5% forskel til de større skolers fordel, og denne afvigelse skyldes reelt, at de store skoler ligger i byområder med ”stærke” forældre. Han gjorde endvidere opmærksom på en undersøgelse, der viste, at et større del af lærerne på de mindre skoler underviste i deres liniefag, end det var tilfældet på de store skoler – hvilket efter min mening kunne indikere, at den større faglighed der statistisk er til stede på store skoler, måske slet ikke udnyttes som den burde….

3. Udvikling

Veng Landsbyordning, ved leder Henry Thomsen, fortalte om rullende indskoling, som foregår 4 gange årligt (læs om udviklingsskolen og evalueringer på Veng Landsbyordning) I Veng har processen med at udvikle skolen været i gang siden 1999, fra 2005 med aldersblandede indskolingsklasser og 2006 rullende skolestart og aldersblandede klasser for de ca.170 folkeskoleelever. Henry Thomsen fremhæver, at det er vigtigt med ægte involvering og et højt informationsnivau af såvel lærere som forældre – at det er vigtigt at lytte på betænkeligheder ved forandringerne. Skolen er delt op i 4 enheder med 32-38 børn, som individuelt bevæger sig gennem indskolingstrinnet og mellemtrinnet. Børnene har et fælles lærings- og udviklingsmiljø med flere at matche med – både børn og lærere.

Per Kjeldsen fra Sophia Tænketank: ” Med den moderne teknologi kan man lade en del af undervisningen foregå i virtuelle rum, og på den måde kan man udnytte lærerkræfter på tværs af skolerne. Man kunne også forestille sig, at eleverne kunne undervise lokalsamfundets ældre i at bruge computeren og bestille ting via nettet. Det ville give eleverne en enorm succesoplevelse.”

Den gruppe jeg var med i diskuterede også muligheden for at bruge fjernundervisning, hvor samme lærer via videoudstyr/opkopling via internettet underviser elever på 2 fysiske steder samtidigt. Især de større elever (7.klasse og ældre) har brug for nye udfordringer og kunne have gavn af periodevis fælles undervisning med parallelle klasser på andre skoler.

Dorthe Jørgensen, associate professor, dr.phil, Aarhus Universitet holdt oplæg om filosofi – om viden og visdom i skolen, som kræver ro til fordybelse. Filosofi er kærlighed til visdom, og bliver af nogle betragtet som spild af penge og tilovers. Hun sagde bl.a. at fornuften danner bro mellem forstand og følelser, og er med til at bringe balance mellem de forstands-fokuserede teknokrater, som har de økonomiske og produktive argumenter, og de mere følelsesstyrede og hensyntagende borgere. At bringe harmoni imellem det forskelligartede til fælles bedste – vi skal ikke kun kalkulere, men også tænke på at handle moralsk. Indlevelsesevne og fantasi udvider vores tænkemåde, og forbedrer vores mulighed for at forstå og se, hvad der er vores fælles bedste. Det er også en balance, at forfølge egne mål og tage hensyn til hinanden samtidig.

4. Giv tid til debat i processen og erkend lokalskolens betydning for lokalsamfundet

Henning G.Jensen er borgmester i Aalborg kommune – han tør ikke overlade det til sin skoleforvaltning at afgøre om en skole skal lukkes. For ham er den enkelte skoles profil vigtig. Ledelsen og den enkelte lærer er afgørende – hvordan er ånden i skolen – hvordan er samarbejdet med forældrene? Så længe forældrene bakker op om lokalskolen, ønsker Henning Jensen ikke at nedlægge, og han tager med i overvejelserne, at huspriserne i området falder, hvis skolen lukker.

Per Kjeldsen, chefkonsulent og leder af Sophia Tænketank lægger vægt på samspillet mellem lokalskolen og lokalområdet:” Baunebakkeskolen i Støvring som et eksempel på en skole, der med succes har etableret værkstedsfag i samarbejde med lokale håndværkere. Konferencen skal bidrage til, at der i offentligheden kommer større fokus på betydningen af en kvalificeret debat på skoleområdet. Det vil skabe bedre beslutninger og forhåbentlig også føre til færre skolelukninger. Det er vigtigt, vi genopdager skolens kulturelle betydning i et hjemstavnsmiljø.”

Vores gruppe lagde blandt andet vægt på, at det er vigtigt at starte debat-processen før det økonomiske pres er kommet op på 100. Skolerne skal være pro-aktive, de skal være selverkendende for svagheder – der må ikke være nogen ”hellige køer”!

De skal starte debatten – idéudviklingen ud fra den ”gode historie”, indkalde til fælles idé møde med hele lokalsamfundet – og gerne uden deltagelse af forvaltningen.

Refereret af Margrethe Stenger, Branderup e-mail: margrethe-a-lal.dk

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder, Skole mm.. Bogmærk permalinket.

Skriv en svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>