LANDDISTRIKTERNE SKAL FORNYES OG FORSKØNNES I Region Midtjylland har udvikling i landdistrikterne og bedre rammer for befolkningens hverdag høj prioritet, og derfor satser vi stærkt på en sammenhængende lokal og regional indsats.Det gælder i første række projekter med fornyelses og forskønnelse i landsbyer og landdistrikter samt dannelse af en national fond med nødvendig økonomiske styrke til at klare denne mægtige opgave.
Her ligger en oplagt mulighed for at gøre det mere attraktivt at bo og virke i områder på landet, som mange steder møder store udfordringer med faldende indbyggertal og erhvervsområder under pres.
Sammen med en eller flere af de Lokale AktionsGrupper og andre interesserede vil vi gennemføre to projekter, der kan bruges som model andre steder i regionen for udvikling og fornyelse af landsbyer og landdistrikter. Projekter kan omfatte en landsby med opland eller en klynge af landsbyer:
Et med kultur-miljøet som det overordnede udgangspunkt.
Et med vægt udvikling af mindre erhvervsvirksomheder på landet.
En landsby-pris for Region Midtjylland til årlig uddeling vil blive stiftet i tilknytning til disse projekter, som vil blive udbudt og gennemføres i samarbejde med en eller flere Lokale AktionsGrupper og eventuel medfinansiering herfra.
Et andet initiativ gælder profilering af landdistrikterne i Region Midtjylland. Kvaliteterne ved at bo og drive erhverv i landdistrikterne skal gøres mere synlige ved at etablere en PR-funktion med et korps af ambassadører og ansættelse af en særlig koordinator. Sammen skal de sætte fokus på konkrete projekter, profiler og begivenheder.
Inspiration til en yderligere indsats skal hentes gennem to pilot-projekter. Disse skal være nyskabende, unikke og fokusere på forankring i områdets særlige kvaliteter som landdistrikter. Det ene skal have fokus på niche-produktion af fødevarer og det andet på samarbejdet mellem kulturen og erhvervslivet. Også disse projekter sendes i udbud og realiseres i samarbejde med lokale kræfter.
Nu skal alle projekterne planlægges i detaljer, så de kan sættes i gang efter sommerferien i år. Hele indsatsen indgår i en samlet plan med forslag til projekter og initiativer til at styrke landdistrikterne. Regionsrådet og Vækstforum for Region Midtjylland arbejder sammen med kommuner, foreninger, erhvervsliv, forsknings- og videns-institutioner og andre aktører om den store og vigtige opgave.
Vi tror på positive resultater – til gavn og glæde for landdistrikterne og hermed for alle i vores region!
Kaj Møldrup Christensen, Fuglebakken 10, Langå, formand for Udvalget for Udvikling i Landdistrikter i Region Midtjylland, Socialdemokraterne